HVAD MOSERNE GEMTE
Publikum trives i Nationalmuseets oldtidssamling efter en total reorganisering i 2008
Nationalmuseet i København råder over én af Europas ældste og fineste oldtidssamlinger. Samlingens omfang af arkæologiske genstande fra jægerstenalder helt op til vikingetid er særdeles righoldigt, og mange af genstandene er desuden unikke sammenlignet med oldtidssamlinger andre steder i verden.
Tag vare på levn
At det forholder sig sådan har at gøre med den danske tradition for at tage vare på fortidens levn, fortæller overinspektør Poul Otto Nielsen. Og så spiller vores fugtige vejr en ikke uvæsentlig rolle, lægger han til. Klima- og naturforholdene i landet har nemlig været ideelle for bevaringen af arkæologisk materiale. "De kedelige, sjappede vandhuller, moser ofte kan være, har indkapslet de ting og sager, folk i oldtiden har smidt i vandet. Og det iltfattige miljø i moserne har udsat forrådnelsesprocessen". Datidens mennesker udså sig disse vandhuller som hellige, og mange af de ting, de ofrede i forbindelse med kultoptog omkring moserne, blev derfor bevaret for eftertiden og ligger nu til skue på Nationalmuseet.
Hovedfortælling i highlights
I 2008 åbnede museets permanente oldtidsudstilling i en total reorganisering af samlingen med Poul Otto Nielsen som den fagligt ansvarlige, der sammen med tre andre arkæologer, arkitekt og tegnestue stod for opbygning af udstillingen. Fonden støttede projektet med 36 millioner kr. Den forrige udstilling var kun 30 år gammel, men de mellemliggende års forskning med et væld af nye arkæologiske fund havde gjort den utidssvarende.
Vigtige genstande som Gundestrupkedlen (billedet), Solvognen og Egtvedpigen er highlightet gennem fortællingen om oldtiden for at øge overskueligheden. Foto: Roberto Fortuna/Nationalmuseet
I sin nye skikkelse har den permanente oldtidsudstilling kronologien som ledetråd. Museets besøgende starter blandt de ældste spor af menneskers ophold i Danmark omkring slutningen af sidste istid for 14.000 år siden og slutter hos vikingerne år 1.000 e.Kr. I den gamle udstilling skelnede man ikke skarpt mellem de unikke og de mindre væsentlige fund: Et forhold, der tenderede til at gøre en rundtur i samlingen ret uoverskuelig, husker Poul Otto Nielsen. I den nye udstilling har man derfor prioriteret at udpege selve hovedfortællingen og sætte fokus på de vigtigste fund og genstande. Faktisk kan besøgende nøjes med at kigge på de ting, der er særlig highlightet, så som Solvognen, lurerne, Egtvedpigen eller Gundestrupkedlen, og alligevel have set et repræsentativt udvalg af museets oldtidssamling, fortæller han.
Danmark har jo aldrig været isoleret
En anden væsentlig ændring i forhold til tidligere drejer sig om 'de fædrelandske strenge'. "Vi er ikke længere så fokuseret på at formidle nationens bedrifter i fortiden. Vores publikum er rejsende, vidende mennesker, der kender verden, så vores bidrag er at formidle de store sammenhænge og betone, at det område, der i dag svarer til Danmark, jo ikke har været isoleret i fortiden, men netop været påvirket af strømninger udefra og begivenheder i omverdenen".
Kronologi og scenograferede rum
Rent fysisk er der også sket forandringer. Blandt andet er indgangen til udstillingen flyttet ud i Nationalmuseets store forhal, så oldtidssamlingen i højere grad åbner sig mod resten af museet end tidligere. Desuden har man forsøgt at arbejde med og ikke mod bygningens arkitektur, hvilket har affødt, at det fine, gamle palæ nu kommer til syne og bliver en del af oplevelsen.
Fotostater, lyde og lyssætning skaber en stemning af skovsø i rummet, hvor publikum kan se liget af Huldremosekvinden, der endte sine dage i en mose omkring år 100 f.Kr. Foto: Laila Halsteen/Nationalmuseet
Indretningsmæssigt består udstillingen af en række hovedelementer, hvor især den kronologiske fortælling om Danmarks oldtid spiller en central rolle. Den løber som tidslinje på et baggrundsbelyst glasbånd langs bygningens vinduer rundt i udstillingens mange rum. Med hovedparten af udstillingens formidling placeret på glasbåndet friholdes de af arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen og firmaet Standex specialdesignede montrer på gulve og vægge for pladskrævende illustrationer og tekst. Det har skabt luft og mere plads omkring de opstillede genstande.
For at variere publikums oplevelse er en del skillevægge flyttet, så de lange serier af smårum brydes af større rum. Desuden er udvalgte rum scenograferet og næsten mørklagte, blandt andet for at understrege rummets tema og udfordre flere af publikums sanser i mødet med samlingen. Det gælder rummet, hvor liget af Huldremosekvinden befinder sig. Hun endte sine dage frygtelig tilredt i en mose på Djursland omkring år 100 f.Kr. Rummets vægge er beklædt med store fotostater af rodlignende vegetation, som suppleres af elektroniske lyde, der kan associeres med dryppende og løbende vand. Sammen med en dæmpet lyssætning og den spejlingseffekt, glasmontrerne fremkalder, skabes en stemning af skovsø, der gerne skulle bringe publikum tættere på hændelsen i Huldremosen.
Trivsel i udstillingen
Hvis Poul Otto Nielsen skal fremhæve noget, han er særlig glad for ved den nye udstilling, nævner han de besøgendes trivsel. Den kan mærkes på deres bevægelsesmønstre, som han oplever mere fri end tidligere.
Imellem de fritstående montrer indbyder bænke til en pause eller til at give de udstillede genstande et ekstra eftersyn. Foto: Rambøll
Inspireret af andre store museer er Nationalmuseets fritstående montrer konstrueret, så publikum kan læne sig ind over dem, og så de mange skolebørn, der besøger museet, kan bruge dem som borde, hvis de skal notere besvarelser på medbragte opgaver. Imellem montrerne indbyder bænke til en pause. Eller til at man giver de udstillede genstande et ekstra opmærksomt eftersyn. Og alt dette påvirker oplevelsen, mener Poul Otto Nielsen. "Rent fysisk og psykisk bliver man i stand til at kapere mere under de nye forhold".
Rekvisitter ved hånden
En anden glædelig overraskelse har været publikums forhold til udstillingens plancher. Den forrige udstilling var yderst tekstrig - faktisk viste en beregning, at det ville tage 18 timer at komme igennem samtlige tekster. "I dag ser jeg tit folk stå koncentreret og læse. Og det siger mig, at vores prioritering af kortere og letforståelige tekster var rigtig". Som en sidste ting fremhæver Poul Otto Nielsen reorganiseringens betydning for de guidede ture, han selv elsker at lave: "Som samlingen er opstillet nu, er den rigtig god at vise rundt i, for man har alle de rekvisitter ved hånden, man skal bruge til at forklare de store linjer i oldtiden og til at gå helt ned i detaljen".
Redaktionen afsluttet juli 2013