Kulturrummet Thisted

Thisteds nye musikskole (til venstre) er udformet med respekt for sin historiske nabo, det markante bibliotek fra 1938, der også er renoveret. Foto: Thomas Mølvig

I Thisted Kommunes nye kulturkvarter, KulturRummet, er Thisted Musikskole flyttet ind i et helt nyt skræddersyet hus. Ved siden af den nye bygning ligger byens bibliotek, som samtidig har gennemgået en omfattende renovering, og de to institutioner er blevet forbundet af en gangbro og et caféområde. Begge projekter er støttet af A.P. Møller Fonden.

Biblioteket fra 1938 er tegnet af den lokale arkitekt Jens Andreas Foged og er inspireret af den klassiske arkitektur med bred hovedtrappe, tempelfront og stramme linjer. Den nye musikskole er etableret med respekt for både det historiske bibliotek samt området og i bygningens proportioner, etagehøjder, materialevalg og farveholdninger er der taget hensyn til bibliotekets arkitektur. Der er desuden lagt vægt på flydende overgange mellem bygning og omgivelser, da et af målene med KulturRummet er at udviske grænsen mellem inde og ude og natur og kultur.

Ambitionen har været at skabe mest mulig sammenhæng og bredest muligt samarbejde mellem musikskole, bibliotek og de andre institutioner i området. Med KulturRummet skal bykernen gøres dynamisk og spændende og sætte gang i kulturlivet i hele kommunen.

FAKTA

PROJEKT: Ny musikskole og renovering af bibliotek
STED: Thisted
PERIODE: 2016-2017
ARKITEKT: Kjaer og Richter
LANDSKABSARKITEKT: Labland
BYGHERRE: Thisted Kommune
STØTTE: 19,5 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
SE MERE: KulturRummet  og Kjaer og Richter