KULTUREL DYNAMO

StreetDome i Haderslev er ikke blot en skaterpark, men et folkeligt, inkluderende mødested for leg, bevægelse og fællesskab

Skateranlæg, streetbasket, BMX, løbehjul og parkour: Det nye StreetDome er et helt månelandskab af aktivitetsmuligheder. Foto: Mikkel Frost/CEBRA
Haderslevs nye streetsport- og kulturhus ligger på én af byens smukkeste adresser ved havnen. Foto: Mikkel Frost/CEBRA
StreetDome blev indviet i oktober 2014 med besøg af nogle af verdens bedste skatere, bl.a. Curren Caples. Foto: Arto Saari
Trods masser af beton har anlægget en venlighed over sig, ikke mindst pga. den igloagtige lethal. Foto: Mikkel Frost/CEBRA
Inde i hallen finder man en stor skaterampe. Den grønne tribunes siddepladser strækker sig helt op under taget. Foto: Mikkel Frost/CEBRA
Man kan også komme op under det hvælvede tag via hallens høje klatrevægge. Foto: Mikkel Frost/CEBRA
Hallens store dørpartier kan åbnes, så der skabes forbindelse mellem det indre leben og den store streetpark udenfor. Foto: Mikkel Frost/CEBRA
Der er udfordringer for alle, uanset om man er nybegynder eller topskater som Sean Malto her. Foto: Arto Saari
Om aftenen er streetparken oplyst. Anlægget er gratis at bruge for alle året rundt. Foto: Viggo Hjort Kohberg

På én af byens smukkeste adresser ved havnen har Haderslev fået 'verdens bedste legeplads'. Det mener Morten Hansen, daglig leder af StreetDome. Sammen med Haderslev Kommune er han initiativtager til det nye streetsport- og kulturhus, som A.P. Møller Fonden på linje med en række andre fonde har støttet opførelsen af.

Morten Hansens entusiasme gælder alle 'legebørnene', som han kalder den brede vifte af mennesker mellem 8 og 40 år i byen og omegn, der holder af gadeidræt og bevægelse og i øvrigt engagerer sig i at skabe en mere aktiv ungdomskultur i Haderslev.

Byrumsidræt for alle

StreetDome stiller både indendørs og udendørs faciliteter til rådighed. Det omfatter en såkaldt lethal og en stor streetpark med parkour-zone, Danmarks højeste klatrevæg og en af verdens bedste skateparks.

En stor skaterampe inde i lethallen sikrer aktivitet uanset vejr. Her demonstrerer Rune Glifberg mulighederne ved anlæggets indvielse. Foto: Arto Saari En stor skaterampe inde i lethallen sikrer aktivitet uanset vejr. Her demonstrerer Rune Glifberg mulighederne ved anlæggets indvielse. Foto: Arto Saari

Inde i hallen finder man foruden en stor skaterampe og klatrevægge også en grønmalet tribune, hvis siddepladser strækker sig op under hallens hvælvede tagkonstruktion og ender i et scenelignende plateau, hvorfra det er håbet, at hallens brugere vil omsætte deres kreativitet i forskellige selvorganiserede, kulturelle events. Hallens mange, store, rødmalede dørpartier kan åbnes, så der skabes forbindelse mellem det indre leben og den 3.000 m2 store streetpark i beton, som er anlagt udenfor ved siden af hallen. Parkens elementer er udviklet af Grindline Skateparks, kendt som nogle af verdens bedste formgivere på skateparkområdet. Som et kraterfyldt månelandskab spænder parkens aktivitetsmuligheder over et skateranlæg samt baner til streetbasket, BMX, løbehjul og parkour.

Morten Hansen understreger, at ønsket om at maksimere brugernes fysiske og kreative udfoldelsesmuligheder har resulteret i et anlæg, der designmæssigt indeholder udfordringer for alle, uanset om man er nybegynder eller har dyrket gadeidræt det meste af sit liv.

"Folkeligt, åbent og inkluderende"

Ud over at være tænkt som et initiativ, der skal være attraktivt for byens unge og samtidig kunne tiltrække børnefamilier til området, er StreetDome-anlægget på havnekanten først og fremmest etableret med den ambition at være et nyt mødested for byens indbyggere såvel som børn og unge i hele Haderslevs opland.

Anlægget skal både understøtte leg og bevægelse, såvel som samvær og møder mellem mennesker i alle aldre. Foto: Mikkel Frost/CEBRA Anlægget skal både understøtte leg og bevægelse, såvel som samvær og møder mellem mennesker i alle aldre. Foto: Mikkel Frost/CEBRA

Morten Hansen bruger vendinger som "et folkeligt, åbent og inkluderende anlæg til leg, bevægelse, samvær og fællesskab". I den ånd er der arbejdet meget med arkitekturen, så den nøje understøtter ambitionerne om at facilitere menneskemøder og inspirere til selvorganiserede aktiviteter.

Omkring dette landskab for byrumsidræt er der etableret siddemiljøer, så forældre til mindre børn eller andre på tværs af generationerne kan slå sig ned og kigge på fra sidelinjen. Allerede på åbningsdagen var det tydeligt, at Streetdome formår at samle alle i et åbent, inspirerende og indbydende miljø.

Mellem byen og vandet

Betingelserne for at skabe rum for menneskemøder er altså optimale. Som en ekstra kvalitet ligger hele herligheden med kig op gennem den flotte Haderslev Fjord, og så har anlægget en venlighed over sig, der ikke rimer på rå beton og sociale udkantsproblemer. Det skyldes i høj grad lethallen. Den tolvkantede, uisolerede bygning er tegnet af CEBRA Arkitekter i et samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden.

Vinduesbånd veksler med græsklædte bånd hele vejen rundt om hallens kuppelformede tagkonstruktion. Foto: Mikkel Frost/CEBRA Vinduesbånd veksler med græsklædte bånd hele vejen rundt om hallens kuppelformede tagkonstruktion. Foto: Mikkel Frost/CEBRA

Hele vejen rundt på dens kuppelformede tagkonstruktion løber vinduesbånd vekslende med græsklædte bånd, så den igloagtige bygning får et organisk udtryk. I den udformning bløder hallen streetparkens betonunivers op og fungerer dels som havnefrontens unikke vartegn, dels som bindeleddet mellem byen og vandet.

Alt på ét sted

StreetDome udgør et centralt element i Haderslevs udviklingsplan for, hvordan man bedst muligt skaber et attraktivt og tidssvarende miljø for børn og unge i kommunen - ikke blot her og nu, men især på langt sigt. Derfor er anlægget bygget i tilknytning til nyopførte boliger på den ene side og et stort, nyt hus til VUC Sønderjylland på den anden. Med placeringen samler Haderslev boliger, uddannelse og fritid - alt det, unge har brug for - på ét sted. I tillæg til dette står StreetDome gratis til rådighed for brugerne hele året. Streetparken er oplyst om aftenen, og i tilfælde af, at vinterhalvårets snefald skulle hindre aktivitet og ophold i parken, kan det mindre indendørs skateranlæg erstatte de store udendørs faciliteter.

Redaktionen afsluttet december 2014

Tags

Bevægelse/Sport Børn/Unge Nybyggeri