SMK Thy
Statens Museum for Kunst (SMK) er hele Danmarks nationalgalleri. Samlingen af kunstværker fra 1300-tallet havde tidligere kun plads på museet i København.
På Doverodde Købmandsgård i Thy har SMK siden august 2025 haft til huse, i bygninger som gør det muligt at vise de allermest skattede værker fra SMKs nationale samling i Thy. Gæsterne kan også opleve udstillinger skabt til stedet.
Åbningsudstillingen “Rejsen fra Paris” omfatter blandt andet værker af Pablo Picasso, Henri Matisse, André Derain og Suzanne Valadon.
I forbindelse med offentliggørelsen af donationen i 2021, sagde Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, bestyrelsesformand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal:
”Det har stor betydning, at mennesker i hele Danmark kan opleve noget af det ypperligste, som kunsten har at byde på. Derfor er det en glæde, at A.P. Møller Fonden kan støtte en visionær og gennemgribende ombygning af de særlige udstillingsrammer i Doverodde Købmandsgård i Thy. Med donationen bliver det muligt for Statens Museum for Kunst også i Thy at vise udstillinger af samme høje internationale standard, som på museet i København.”
De nye bygninger på SMK Thy er tegnet af de norske arkitekter Reiulf Ramstad, der vandt arkitektkonkurrencen afholdt i 2021.
Udover at danne rammerne for SMK Thy rummer Doverodde Købmandsgård også Thisted Kommunes natur- og friluftsvejledning og foreningslokaler o.a.
Fonden har i alt doneret 50 millioner kroner til byggeriet samt åbningsudstillingerne.
PROJEKT: Statens Museum for Kunst i Thy
ORGANISATION: Thisted Kommune og Statens Museum for Kunst (SMK)
STED: Doverodde i Thy
PERIODE: 2021-2025
STØTTE: 50 mio. kr. til byggeprojektet og åbningsudstillingerne fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: 1 mio. kr. Færchfonden, 100.000 kr. fra Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond. SMK Thy får fremover også driftsstøtte fra Staten, ligesom Thisted Kommune finansierer 14,8 mio. kroner af det samlede projekt i Doverodde.
SE MERE: SMK Thy