Nye sheltere i vores fælles natur
Det har aldrig været mere populært at sove i naturen. Årligt booker omkring en kvart million danskere en overnatningsplads i de statslige naturområder landet over.
A.P. Møller Fonden har bevilget 16 millioner kroner til opførelsen af 265 nye sheltere i statslige naturområder over hele landet. Det er tæt på en fordobling af det nuværende antal sheltere, som til daglig administreres af Naturstyrelsen. Bevillingen skal herudover sikre, at cirka 100 af de eksisterende primitive overnatningspladser bliver opgraderet med for eksempel flere bålsteder.
Fondens bevilling til nye sheltere og opgraderingen af eksisterende overnatningspladser skal bidrage til at imødekomme den stigende efterspørgsel.
På de pladser, hvor det lokalt vurderes hensigtsmæssigt, vil der blive etableret sheltere, der er lettilgængelige for brugere med bevægelseshandicap.
Den præcise geografiske placering af de nye overnatningspladser kan findes på friluftsplatformen udinaturen.dk. Nogle shelters kan bookes, andre kan bruges spontant efter princippet om først-til-mølle.
Nye sheltere fordelt på landsdele
Nordjylland: 53
Midtjylland: 59
Syd- og Sønderjylland: 31
Fyn og øer: 19
Sjælland: 103
I alt sheltere 265
PROJEKT: Sov i shelter ved Naturstyrelsen – Etablering af 265 nye sheltere og opgradering af cirka 100 af de eksisterende primitive overnatningspladser
ORGANISATION: Naturstyrelsen
PERIODE: 2022-2025
STØTTE: 16 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
LÆS MERE: udinaturen.dk