Betty Nansen Teatret
Den mere end 150 år ikoniske teaterbygning på Frederiksberg Allé har været igennem en gennemgribende renovering med respekt for den historiske bygning.
Renoveringen af Betty Nansen Teatret har på én og samme tid moderniseret teatret og samtidig ført bygningen tilbage til den oprindelige stil.
Siden 1980 har facaden på teatrets 1. sal været uden vinduer og skæmmet af et stort reklamebanner. Som led i renoveringen er den oprindelige terrasse på 1. sal blevet genetableret. Terrassen står nu med en balkon med ti søjler og med et rækværk af støbejern ligesom før 1980.
Teatrets foyerområde på 1. sal er ombygget til et lyst rum med store vinduespartier ud mod Frederiksberg Allé. Fra foyerområdet kan publikum gå ud på den nye terrasse.
Derudover er den udvendige indgangstrappe blevet smallere for at skabe symmetri omkring det eksisterende hovedindgangsparti, og en indgang i gadeniveau er blevet skabt for at give bedre adgangsforhold for kørestolsbrugere og gangbesværede. Ombygningen har også betydet forbedring af toiletforhold og den generelle akustik, samt udskiftning af teatrets ventilationssystem.
Endelig er skiltet på facaden ud mod Frederiksberg Allé blevet udskiftet med et lysskilt i hvid neon udformet som den tidligere teaterchef og skuespiller Betty Nansens originale underskrift.
PROJEKT: Fornyelse af teaterbygning og forbedrede adgangsforhold
STED: Betty Nansen Teatret
ORGANISATION: Betty Nansen Teatret og Edison (Betty Nansen Teatrets anneksscene)
PERIODE: 2020-2022
STØTTE: 7,3 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
ANDEN STØTTE: 3,7 mio. kr. fra henholdsvis Villum Fonden og Realdania, 3 mio. kr. fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og 500.000 kr. fra Knud Højgaards Fond.