Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping

Foto: Pexels/Pankaj Mishra

Foto: Pexels/Pankaj Mishra

Fonden Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping (Centeret) har siden 2020 modtaget donationer på over 1 milliard kroner fra A.P. Møller Fonden. Støtten er givet til Centerets arbejde med at accelerere den maritime sektors omstilling mod en CO2-neutral fremtid.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden, sagde i forbindelse med offentliggørelsen af den seneste donation på 300 millioner kroner i juni 2025:

” A.P. Møller Fonden ønsker fortsat at støtte bestræbelserne på at løse klimaudfordringerne – herunder i den globale skibsfart. Det er en Herkules-opgave, som SKAL løses, og som er vigtigere end nogensinde. Den nødvendige omstilling af industrien er mulig, når lederskab kombineres med samarbejde, faste rammer og mod. Centeret, der bærer min fars navn, har vist sin evne til at samle mange globale aktører, forene teknisk viden med praktisk handling og skabe reel fremdrift i arbejdet med at reducere udledninger.”

Siden oprettelsen er Centeret vokset til en globalt anerkendt og uafhængig platform for samarbejde. Med omkring 150 ansatte inklusive eksperter fra partnerorganisationer, der arbejder side om side på hovedkontoret i København, driver Centeret initiativer på tværs af industri, myndigheder og forskning. Fokus ligger på at nedbryde teknologiske barrierer, fremme innovation på tværs af sektorer og forme de regulatoriske rammer, der er nødvendige for at muliggøre varig forandring.

Centeret er et uafhængigt, non-profit forsknings- og udviklingscenter. Sammen med partnere, regeringer, myndigheder, offentlige aktører, forskere og organisationer i hele den maritime sektor arbejder centeret for at informere, reducere risici samt fremme konkret klimahandling.

Arbejdet bygger på en bred finansieringsmodel med støtte fra de strategiske partnere, offentlige midler, filantropiske bidrag og kommercielle initiativer.

Blandt Centerets strategiske partnere er: Alfa Laval, American Bureau of Shipping, A.P. Moller – Maersk, bp, Cargill, CF Industries, Equinor, DP World, Hapag-Lloyd, MAN Energy Solutions, Mitsubishi Heavy Industries, Mitsui, NORDEN, NYK Line, Rio Tinto, Royal Caribbean Group, Seaspan Corporation, Siemens Energy, Stolt Tankers, Sumitomo Corporation, Swire Group, TotalEnergies og V.Group.

FAKTA

PROJEKT: Etablering af nyt forsknings- og udviklingscenter
ORGANISATION: Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping
PERIODE: 2020, 2022 og 2025
STØTTE: A.P. Møller Fonden donerede 400 mio. kr. i 2020 og yderligere 320 mio. kr. i 2022 samt 300 mio. kr. i 2025.
SE MERE: Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping