Danmarks værste stranding

Det udvidede og renoverede Strandingsmuseum St. George tager imod hele familien

Det nyrenoverede og udvidede Strandingsmuseum St. George genåbnede i maj 2017. Foto: Jens Lindhe

Natten til den 24. december 1811 sendte en orkan to engelske flådefartøjer på grund ud for Thorsminde på den jyske vestkyst. Ombord på HMS St. George og HMS Defence var over 1.300 mennesker. Kun 17 af dem overlevede mødet med de ubønhørlige naturkræfter.

Kimen til katastrofen var allerede lagt nogle uger tidligere, da de to linjeskibe eskorterede en konvoj af handelsfartøjer gennem dansk farvand. En storm bragte imidlertid konvojen i vanskeligheder ud for Rødsand ved Lolland. Flere skibe forliste, mens St. George under stor dramatik mistede både rig og ror. Skibet sejlede videre med nødror og forringet manøvredygtighed. Det blev skæbnesvangert.

Strandingsmuseet ligger på en tange mellem Vesterhavet og Nissum Fjord. Foto: Jens Lindhe
Også indenfor kan man opleve Nordsøens vejrtyper, der vises på museets vestvæg. Foto: Henrik Vinther Krogh
I det nye formidlingsdesign er der bl.a. lagt vægt på sansning og interaktivitet. Foto: Henrik Vinther Krogh
Kopier af britiske søofficer-uniformer er populære blandt publikum. Foto: Henrik Vinther Krogh
Museets skulpturelle bænke er lavet af højlakeret skibstømmer. Foto: Jens Lindhe
Materialerne er rå og vejrbestandige i form af beton og sort bræddebeklædning. Foto: Jens Lindhe

Det nyrenoverede og udvidede Strandingsmuseum St. George i Thorsminde, der genåbnede i maj 2017, fortæller om katastrofen og dens menneskeskæbner. Udstillingen er bygget op om en unik samling af over 4.000 genstande bjærget fra HMS St. George.

Fund af roret lægger grunden til udvidelsen
Ligesom roret spillede en hovedrolle for strandingen, har det også en nøglerolle for udvidelsen af museet, fortæller museumsdirektør Ingeborg Svennevig. Da man gravede ud til en havmøllepark ved Rødsand i 2003, dukkede det over 11 meter høje ror op. Det blev bjærget, og siden har det været et stort ønske at udstille roret. Men såvel størrelsen som dets tilstand var en udfordring. ”Derfor har roret ligget i et skur ved siden af museet, hvor det er blevet konserveret”, forklarer Ingeborg Svennevig.

Det kolossale ror fra St. George er ophængt i en mere end 12 meter høj klimastyret glasmontre. Foto: Henrik Vinther Krogh Det kolossale ror fra St. George er ophængt i en mere end 12 meter høj klimastyret glasmontre. Foto: Henrik Vinther Krogh

Med det nye byggeri har det kolossale ror fået sin velfortjente placering centralt i udstillingen i et tårn, der er skabt specielt til formålet. Tårnet rummer en mere end 12 meter høj klimastyret glasmontre, hvor roret udstilles ophængt i stålwirer. Både ophængning og klimastyring sikrer, at man nu langt bedre kan konservere og bevare klenodiet. ”Da vi monterede det, fik vi vished for, at der ikke var råd i træværket. Til gengæld viste det sig stadig at være vådt i midten. Derfor fugter vi det nu op, så det bliver lige fugtigt over det hele. Derefter tørrer vi det kontrolleret. Det kommer til at tage længere tid end min levetid”, vurderer Ingeborg Svennevig.

Arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda fra MLA/S har arbejdet med byggeriets former, proportioner og farver, så de passer ind i både havnemiljøet og klitlandskabet mellem Nissum Fjord og Vesterhavet. Materialevalget i beton og sort bræddebeklædning er råt og vejrbestandigt. Men selvom materialerne er simple, er her blevet lækkert”, understreger Ingeborg Svennevig. Et eksempel på fine detaljer er de skulpturelle bænke af højlakeret skibstømmer rundt om i udstillingssalene.

Byggeriets proportioner og farver er tilpasset både havnemiljø og klitlandskab. Foto: Jens Lindhe

Grønne af misundelse over samlingen
Mens HMS Defence blev smadret totalt på strandingsnatten i 1811, sank St. George næsten intakt og blev siden dækket af sand. ”Vrag og genstande har det bedst under sand. Princippet er derfor, at vi ønsker at bevare det på stedet”, forklarer Ingeborg Svennevig. Strømforholdene flytter imidlertid rundt på sandet, så dykkere har løbende overvåget vragene. I både 1980’erne og 1990’erne viste undersøgelser, at dele af St. George var blotlagt. Nationalmuseet, Ringkøbing Museum og The National Maritime Museum i England igangsatte derfor en række bjærgningsaktioner. Det er de mange genstande herfra, der lagde grunden til museet i 1992. ”Der findes ikke en lignende samling andre steder i hele verden. Briterne er grønne af misundelse over, at vi har de mange hverdagsgenstande fra den britiske marine”, fortæller Ingeborg Svennevig.

Hele familien sammen om oplevelsen
Museets nye formidlingsdesign er skabt i samarbejde med det London-baserede Event Communications. ”Vi vil gerne fortælle historien på en måde, så hele familien får en oplevelse. I den gamle udstilling havde vi en del finurlige historier og lidt sjove tekster. Det element har vi taget med igen, fordi vores gæster kan lide lidt lethed midt i en ellers sørgelig fortælling”.

Udstillingens skilte er inspireret af navneskilte fra St. George og hænger i små bundter rundt omkring. Foto: Jens Lindhe Udstillingens skilte er inspireret af navneskilte fra St. George og hænger i små bundter rundt omkring. Foto: Jens Lindhe

Omkring halvdelen af museets gæster er udenlandske turister. Der er derfor behov for formidling på tysk og engelsk. For at undgå en skilteskov på tre sprog er teksterne holdt på et minimum. De væsentlige er inspireret af navneskilte fundet på St. George og hænger i små bundter rundt omkring. De kan tages ned, og man kan bladre i dem: ”På den måde er der noget at røre ved. For vi har prioriteret, at der skal være noget til alle sanser”.

Formidlingen spiller i det hele taget på alle tangenter: Tekster, foto, film, audiofortællinger og dufte, ligesom der er interaktive spil og leg. Fascinerende er to storskærme med et kort over kystområdet, hvor man kan finde mange af de andre strandinger, der er sket de seneste 200 år.

Originale kilder genfundet
Det centrale for museet er at fortælle om de mennesker, der befandt sig ombord. ”Her er vi så fantastisk heldige, at en amatørdykker stødte på en samling dokumenter på Rigsarkivet, da han for tre år siden søgte efter skriftlige kilder på et helt andet vrag”.

De velbevarede dokumenter var drevet i land i 1811. I dag er de en uvurderlig kilde til de mange fortællinger og lydklip, man møder i udstillingen: ”De, der var ombord, bliver levende, når vi pludselig har brevet fra skibsdrengens søster eller brevet til officerskadetten fra hans familie, der håber, at han kommer hjem til jul”.

Museets mål er, at en tur ved stranden aldrig bliver den samme efter et besøg på Strandingsmuseet. ”Vi håber, gæsterne vil tænke, at det, de fremover finder i vandkanten, efter al sandsynlighed bærer på en historie”, slutter Ingeborg Svennevig.

Redaktionen afsluttet september 2017

Tags

Formidling Historie/Kulturhistorie Kulturarv Museum Nybyggeri Restaurering Søfart Udstilling