Vesterende og Østerende Ballum er udpeget som enestående kulturmiljøer af Vadehavet Kulturarvsatlas. Foto: Jens Lindhe

Gennem bevaringsindsatsen har cirka 45 husejere fået renoveret det ydre på deres huse. Foto: Jens Lindhe

Vesterende Ballum er koncentreret omkring en større kirke fra 1100-tallet og er en af landets bedst bevarede kirkelandsbyer. Foto: Jens Lindhe

Bølgeeternittage er udskiftet med strå, tilbygninger er revet ned, og uoriginale døre, porte og plastvinduer er erstattet med gode træmaterialer. Foto: Jens Lindhe

Østerende Ballum er en såkaldt ‘slynget vejby’, hvor husene ligger langs et lettere bugtende vejforløb bestemt af terrænet. Foto: Jens Lindhe

Ejendommen Vesterende 18 har fået nyt tag med røde vingetegl i stedet for eternitplader, i gavlen er en garageport tilmuret og dør og luge fornyede. Foto: Jens Lindhe

Ballums huse er placeret i et tydeligt landskabeligt skel mellem geesten og marsken. Foto: Jens Lindhe

Bevaringsindsats i Ballum

I 2007 blev Bevaringsfonden for Vesterende Ballum og Østerende Ballum oprettet med det formål at bevare og vedligeholde byens oprindelige byggestil. Ballum blev samme år udpeget som enestående kulturmiljø med bevaringsværdige karaktertræk af Vadehavet Kulturarvsatlas.

Husene i begge bydele er op til 200 år gamle. Udover deres arkitektoniske kvaliteter er bydelene et eksempel på en oprindelig landsbystruktur, hvor forbindelsen mellem huse og landskab – i dette tilfælde marsken – spiller fornemt sammen. Vesterende Ballum er koncentreret omkring en større kirke fra 1100-tallet og er en af landets bedst bevarede kirkelandsbyer. Et særkende ved byen er de mange huse, som er bygget direkte ind i den lave kirkegårdsmur, så husejerne fra bagsiden af deres ejendomme har frit udsyn til kirkegårdens grave og beplantning.

Husene er bygget direkte ind i den lave kirkegårdsmur, så husejerne fra bagsiden af deres ejendomme har frit udsyn til kirkegården. Foto: Jens Lindhe

Frem mod 2014 fik cirka 45 husejere i Østerende Ballum og Vesterende Ballum renoveret det ydre på deres huse. Renoveringen omfattede blandt andet nedpilning af kviste, udskiftning af bølgeeternittage med strå, nyere tilbygninger i strid med den oprindelige byggestil er revet ned, ligesom uoriginale døre, porte og plastvinduer er erstattet med gode træmaterialer. Dermed er arkitekturen, de kulturhistoriske værdier ved byen samt den unikke sammenhæng mellem bebyggelsen og landskabet bevaret for eftertiden.

Bevaringsfonden blev oprettede i et partnerskab mellem Tønder Kommune, Vadehavet Kulturarvsatlas og A.P. Møller Fonden. De arkitektoniske såvel som landskabelige forhold var afgørende for, at A.P. Møller Fonden støttede den nyoprettede bevaringsfond med 20 millioner kroner.

Læs om Ballum Huset

FAKTA

PROJEKT: Restaurering af huse i landsbyen Ballum
STED: Ballum, ved Vadehavet
PERIODE: 2009-2014
ARKITEKT: Aarhus Arkitekterne
BYGHERRE: Tønder Kommune i samarbejde med Kulturstyrelsen
STØRRELSE: 84 ha
STØTTE: 20 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden