Sømandskirken i Hamborg
Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilget 6,5 millioner kroner til den fulde renovering af sømandskirken Benediktekirkens klokketårn. Kirken har i dag nået en alder, hvor der er behov for gennemgående renovering, ikke mindst af klokketårnet, der har været et vartegn i Hamborgs bybillede gennem mere end 70 år.
Fonden støtter projektet for at være med til at sikre sømandskirken som et vigtigt samlingssted for kirkelige handlinger og socialt samvær for danske søfolk og danskere i og omkring Hamborg.
Den nuværende sømandskirke i Hamborg blev bygget i 1952 med støtte fra flere sider, herunder fra skibsreder A.P. Møller.
Der har været en dansk sømandskirke i Hamborg siden 1875, og kirken sætter de danske søfarende i højsædet fx ved skibsbesøg på danskflagede skibe i havnen i Hamborg samt på havnen i Bremerhaven. Kirken er samtidig et kirkeligt, kulturelt og socialt mødested for danskere i og omkring Hamborg. Benediktekirken ligger på Ditmar-Koel-Straße 2 tæt på havnen. Kirkebygningen er opført på Hamborgs liste over fredede og bevaringsværdige bygninger.
Historiebøgerne fortæller, at skibsreder A.P. Møller var medvirkende til at kirken fik sit klokketårn ved opførelsen efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser og bombning af den oprindelige kirke, idet skibsrederen gik foran med en donation, der fik andre til at følge trop.
PROJEKT: Restaurering af klokketårnet på Benediktekirken, Dansk Sømandskirke i Hamborg
ORGANISATION: Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK)
PERIODE: 2024-2025
STØTTE: 6,5 millioner fra Den A.P. Møllerske Støttefond