MERE PLADS PÅ OSLO PLADS

Den Frie Udstillingsbygning kan fejre sit 100-års jubilæum med en større underetage og bedre publikumsfaciliteter

I Den Frie Udstillingsbygnings nye underetage sender citrongule jerndragere en kærlig hilsen til J. F. Willumsen, bygningens ophavsmand. Foto: Jens Lindhe
Den enestående træbygning har ligget på Oslo Plads siden 1914, og 100-års jubilæet fejres med en omfattende udvidelse og renovering. Foto: Jens Lindhe
En udgravning under bygningen har skabt 1.000 tiltrængte kvadratmeter til bedre publikumsfaciliteter, bl.a. en café. Foto: Jens Lindhe
Der er også plads til kunstboghandel, formidling, magasin og ikke mindst et nyt udstillingsrum i den nye underetage. Foto: Jens Lindhe
Det nye udstillingsrum blev indviet med den engelsk-amerikanske kunstner Susan Hillers værk "Channels" med 150 tv-skærme. Foto: Torben Zenth
Mange kubikmeter jord er gravet væk under Den Frie, så der er blevet højere til loftet i underetagen. Foto: Jens Lindhe
Fællesspisning i caféen og udendørsservering i en nyanlagt have skal bringe Den Frie tættere på lokalmiljøet. Foto: Jens Lindhe
Og så er der fri entré til den nye underetage, så forbipasserende inviteres inden for i den gamle bygning. Foto: Jens Lindhe

"Willumsen ville have syntes, det var lige i øjet". Arkitekten Bente Lange kigger rundt i Den Frie Udstillingsbygnings nye 1.000 m2 store underetage. "Han var i øvrigt helt vild med dén der cadmiumgule farve". Hun taler om bygningens ophavsmand, billedhuggeren, maleren, grafikeren, fotografen og arkitekten J. F. Willumsen (1863-1958). De mange jerndragere, der sørger for, at gulvet i overetagen ikke braser ned i den nye underetage, er virkelig meget gule, og har man sine kunstreferencer i orden, vil man måske huske at have set selv samme farve i Willumsens værker, hvad enten det er hans keramik eller malerier. De citrongule jerndragere er en kærlig hilsen til den ikoniske kunstner og hans livslange engagement i træbygningen over for Østerport Station.

Nødvendig udvidelse

Den Frie på Oslo Plads i København har altid været en knopskydende organisme.

Siden J. F. Willumsen tegnede Den Frie i 1898, er bygningen både flyttet og knopskudt med en række tilføjelser og udvidelser - senest den nye underetage. Foto: Jens Lindhe Siden J. F. Willumsen tegnede Den Frie i 1898, er bygningen både flyttet og knopskudt med en række tilføjelser og udvidelser - senest den nye underetage. Foto: Jens Lindhe

Så underetagen, der indeholder café, kunstboghandel og formidling, magasin og ikke mindst et stort nyt udstillingsrum, er blot endnu en udvidelse i rækken af bygningsmæssige tilføjelser, der er lavet gennem årene til den originale træbygning tegnet af billedkunstneren J. F. Willumsen i 1898.

Bente Lange har stået for den nye udvidelse, og hun betegner den som helt nødvendig. Pladsen var for trang, og stedet manglede både publikumsfaciliteter og flere kvadratmeter til udstilling. Før gravearbejdet gik i gang i 2013, rådede Den Frie kun over et mindre lavloftet areal under selve udstillingsbygningen. Man blev duknakket af at bevæge sig rundt dernede, fortæller Bente Lange, og de kunstværker, som ind i mellem var udstillet her, befandt sig under kummerlige forhold.

Bygget i protest

I år kan Den Frie fejre 100-års jubilæum for sin placering på Oslo Plads. I årene op til 1914 stod bygningen i det, der dengang hed Aborreparken i nærheden af den nuværende Palads Biograf ved Vesterport. Og endnu før denne placering lå bygningen på Rådhuspladsen. J. F. Willumsen tegnede den første bygning i 1898 med henblik på at huse de unge, banebrydende kunstnere, som siden 1891 havde lagt afstand til den mere etablerede københavnske kunstelite, der holdt justits med den danske kunstscene fra Charlottenborgs censurerede Forårsudstilling.

Pegasus, Den Fries frontrelief, er symbol på den frie kunst og digternes inspiration i græsk mytologi. Her på en plakat fra 1904. Foto: Jens Lindhe Pegasus, Den Fries frontrelief, er symbol på den frie kunst og digternes inspiration i græsk mytologi. Her på en plakat fra 1904. Foto: Jens Lindhe

Mange af de unge kunstnere var trætte af gang på gang at blive holdt ude af Forårsudstillingen, og som protest skabte kunstnergruppen Den Frie Udstilling derfor i 1891 deres eget udstillingsforum. De første år holdt udstillingen til hos ramme- og kunsthandler Valdemar Kleis på Vesterbrogade. Men med stigende besøgstal og en langt bedre økonomi var der brug for mere plads. Derfor tegnede Thorvald Bindesbøl i 1893 en rød træbarak - et hus skabt til kunst af kunstnere - som blev sat op på Rådhuspladsen og i de følgende fem år lagde hus til Den Fries velbesøgte udstillinger. Da byggeriet af Københavns Rådhus tog fart i slutningen af 1890'erne, måtte kunstnergruppens bygning imidlertid flyttes, hvilket viste sig umuligt på grund af omfattende råd. Det var her i 1898, at Willumsen kom til og tegnede den hvide udstillingsbygning i træ, vi kender fra Oslo Plads, hvor den har befundet sig siden 1914.

50 år med vokseværk

Fra 1898 og frem knopskød den enestående træbygning i alle retninger. I 1905 opførte man en ottekantet pavillon beregnet til skulptursal på bagsiden af den aflange udstillingsbygning. I 1907 voksede Den Frie med en sidesal, som dog blev pillet af igen, da bygningen flyttede til Oslo Plads i 1914. Man benyttede på det tidspunkt lejligheden til at konstruere endnu en ottekantet pavillon, som sammen med den første blev bygget til i en symmetrisk plan, hvorved der skabtes et lille indre gårdareal.

Mellem 1921 og 1934 blev gårdarealet inddraget til udstillingsrum, og den smalle passage - også kaldet Sporvognen - mellem de to ottekantede pavilloner blev forlænget bagtil, hvilket resulterede i endnu en udstillingssal. Som den sidste af de mange udvidelser og forandringer tilføjede man i 1954 en aflang bygning på bagsiden af Den Frie. Som en afvigelse fra traditionen var det ikke Willumsens værk, men arkitekten Tyge Hvass'.

At føre tilbage for at føre frem

I dén form har Den Frie Udstillingsbygning levet sit lange liv - indtil i dag. Den seneste renovering, som Fonden har støttet gennemførelsen af, er udtænkt efter princippet 'at føre tilbage for at føre frem', forstår man på Bente Lange. Der er med andre ord fjernet noget for at kunne tilføje noget andet.

Med nedrivning af en tilbygning fra 1954 er der skabt luft om de smukke, ottekantede pavilloner, der nu igen træder frem. Foto: Jens Lindhe Med nedrivning af en tilbygning fra 1954 er der skabt luft om de smukke, ottekantede pavilloner, der nu igen træder frem. Foto: Jens Lindhe

I denne proces er et gammelt ønske om at nedrive tilbygningen fra 1954 realiseret. Bulldozerne har jævnet det aflange 'bagparti' med jorden, mest fordi det indkapslede Den Fries flotte, facetterede bagside, som Willumsen skabte den i 1914, men også fordi tilbygningen aldrig havde fungeret optimalt som udstillingsrum på grund af sin lavloftede konstruktion og relativt dårlige ovenlysforhold.

Med dét greb er nu etableret et åbent areal mellem Den Frie og skolebygningen på grunden bagved. Det skaber tiltrængt luft mellem bygningerne og medfører som noget helt væsentligt, at formen på de smukke, ottekantede pavilloner nu igen træder frem og tydeliggør Willumsens sans for æstetiske detaljer.

Underetage med fremtid i

Forandringerne inde i bygningen har nær sammenhæng med de mange kubikmeter jord, som er fjernet under Den Frie det sidste års tid. Det er her under bygningen, at man 'føjer til'. Det lavloftede areal under bygningen er således udgravet, så man nu kan stå oprejst, mens man drikker kaffe, køber bøger eller får viden om kunst serveret på anden vis.

Runde lyskasser i loftet skaber indtryk af, at lyset strømmer ned fra udstillingsrummene i overetagen. Foto: Jens Lindhe Runde lyskasser i loftet skaber indtryk af, at lyset strømmer ned fra udstillingsrummene i overetagen. Foto: Jens Lindhe

Som en særlig finesse har lysdesigneren Marianne Tuxen skåret fem runde lyskasser ud i loftet. Deres særlige design skaber indtryk af, at lyset fra udstillingsrummene i overetagen strømmer ned i underetagen. Fra det nye café/formidlingsområde kan man enten via trappe eller handicapvenlig elevator komme endnu en etage ned til det nye udstillingsrum, hvis højloftede udformning matcher de højloftede udstillingsrum i overetagen. Rummet er dog uden så mange dikkedarer, ret neutralt faktisk, hvilket øger anvendeligheden sammenlignet med de fredede udstillingssale ovenpå. Fra loftet højt over publikum hænger et stort antal kroge, som udvider paletten for, hvordan og hvad man kan udstille i rummet. Bag et par høje døre finder man udstillingsbygningens nye magasin, hvis vareelevator i fremtiden skal fragte udstillingsobjekter nemt og sikkert fra gadeplan ned til udstillingsrummet. Med de nye forhold i underetagen har J. F. Willumsens hvide træbygning fra 1898 omsider taget skridtet ind i fremtiden.

Redaktionen afsluttet december 2014

Tags

Kultur Kunst Museum Nybyggeri