Norsk bohemeliv på GL STRAND

Kunstforeningen GL STRAND markerede i foråret 2014 med en omfattende udstilling af en af Norges helt store malere Christian Krohg to skelsættende dansk-norske jubilæer: 200-året for Norges første frie forfatning og 400-året for dansk-norsk kulturudveksling.

Christian Krohg er i høj grad relevant for nutiden og fokuserede i sit arbejde på temaer som fattigdom og prostitution. Som en del af udstillingen var der også inviteret norske samtidskunstnere, digtere og performancekunstnere til Kunstforeningen GL STRAND for at vise, hvordan den historiske kunst med fordel kan opleves i en aktuel sammenhæng. Christian Krohg er i sig selv et forbillede som initiativtager til samarbejde og kulturudveksling mellem de to lande. Han boede i en periode i København, hørte til gruppen af Skagensmalere og knyttede stærke bånd mellem Norge og Danmark.

Udstillingens titel, 'Christian Krohg - Tiden omkring Kristiania-bohemen', henviste netop til, at Christian Krohg regnes med i kredsen omkring tidens mest progressive politiske og kulturelle bevægelse.

Tags

Kunst og kultur