Glyptotekets kuppel og vinterhave
Glyptoteket i København modtager 150 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til at bevare og fremtidssikre især Glyptotekets karakteristiske kuppel og vinterhave.
Bevillingen fra A.P. Møller Fonden bliver en del af det omfattende restaureringsprojekt af Glyptoteket kaldet ”Fremtidens Glyptotek”, som både Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet allerede har besluttet at støtte. A.P. Møller Fondens donation er rettet mod restaurering af vinterhaven og kuplen, udvikling af publikums- og formidlingsarealer i Dahlerup-bygningen samt en åben skulpturstudiesamling.
”Fremtidens Glyptotek” er et af de største restaureringsprojekter i dansk museumshistorie, som har til formål at bevare museets fredede bygninger samt sikre, at museet lever op til internationale standarder i forhold til bl.a. indeklima og styrke museets tilgængelighed og publikumsfaciliteter.
Forberedelserne er allerede i fuld gang, og Glyptoteket forventer at lukke for publikum i 2028.
FAKTA
A.P. Møller Fondens støtte på 150 millioner kroner går til restaureringen af kuplen og vinterhaven samtidig med, at området udvikles med nye tilbud til publikum. Det gælder bl.a. en ny kaffesalon, opdaterede café- og butiksarealer og en åben studiesamling med skulpturer, fra Glyptotekets danske, franske og antikke samlinger. De omkringliggende rum indrettes til formidling, undervisning og ophold.
”Fremtidens Glyptotek” er et omfattende restaurerings- og udviklingsprojekt, der skal:
• bevare og fremtidssikre museets fredede bygninger
• opdatere tekniske installationer og sikre tidssvarende internationale standarder for udstilling og bevaring af malerier og skulpturer
• forbedre faciliteter til formidling, udstillinger og forskning
• forbedre publikumsfaciliteter, tilgængelighed og universelt design
”Fremtidens Glyptotek” modtog tidligere på året 750 millioner kroner fra Ny Carlsbergfondet og 750 millioner kroner fra Carlsbergfondet til det samlede projekt.
Projektets samlede budget er 2 milliarder kroner. inklusive flytning og opbevaring af museets samlinger på et nyetableret magasin.
Glyptoteket forventes at lukke for besøg i 2028. Museet forventes at være lukket i 6-8 år.
PROJEKT: Bevaring og udvikling af Glyptotekets bygninger: Fremtidens Glyptotek
ORGANISATION: Glyptoteket – v. NCG Ejendomsselskab P/S
PERIODE: 2028-2034
STØTTE: 150 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden
LÆS MERE: Fremtidens Glyptotek