26-03-2024

Kulturområde Hedelund i Brønderslev bliver nu en realitet

Kulturområde Hedelund i Brønderslev Foto: Anna Mette Exner Arkitektur

Foto: Anna Mette Exner Arkitektur

Historiske produktionsbygninger i Brønderslev skal nu omdannes til byens nye, centrale kultur- og samlingssted. Brønderslev Kommune, Vildmosemuseet og Brønderslev Amatørscene står bag projektet til 130 millioner kroner, som blandt andet støttes af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og den filantropiske forening Realdania med 45 millioner kroner hver.

Siden 1800-tallet har Brønderslev by udviklet sig rundt om smedefabrikken Pedershaab, senere PN Beslag, så industrikomplekset i dag ligger centralt i byen – midt mellem handelsgader, jernbanen og Rhododendronparken. Over de seneste år er produktionen flyttet fra de historiske bygninger, som har ligget delvist ubrugte hen. Flere af bygningerne er bevaringsværdige, og i 2021 vedtog Brønderslev Byråd en vision for omdannelsen af kulturmiljøet, som nu kan tage et stort skridt mod realisering.

For A.P. Møller Fonden har det med donationen været afgørende at styrke rammerne for kultur- og foreningslivet for brønderslevboerne. Ikke mindst fordi Brønderslev er en af de byer i Danmark, som ikke tidligere har været forvænt med store kulturinvesteringer.

Konkret skal fire sammenhængende produktionsbygninger omdannes til et aktivitets- og kulturhus med teatersal, en biografsal, en kulturskole, et museum, et spisested samt administration, mødelokaler og et åbent, indendørs aktivitetstorv, hvor blandt andre Brønderslev Amatørscene, Vildmosemuseet og Kulturskolen Brønderslev skal have til huse.

Inden omdannelsen kan gå i gang, skal der holdes en arkitektkonkurrence. Der bliver også etableret en særskilt fond, som skal stå for byggeriet.

20-03-2024

Augustenborgs kulturmiljø bliver sikret

Hertugbyen Augustenborg Foto: Sønderborg Kommune

Foto: Sønderborg Kommune

Det økonomiske fundament for genetableringen af Hertugernes Augustenborg er nu på plads. Det sker ved oprettelsen af Hertugbyens Restaureringspulje på 70 mio. kroner, som A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Realdania, Sønderborg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen støtter.

I første omgang igangsættes restaurering og istandsættelse af de historiske ejendomme i det unikke kulturmiljø i den centrale del af Augustenborg by. Dermed tages der hul på et af de store projekter i den masterplan for Hertugernes Augustenborg, som blev godkendt af byrådet i Sønderborg Kommune i december 2022.

For at understøtte istandsættelsen af Augustenborgs historiske ejendomme er foreningen Hertugbyens Restaureringspulje blevet stiftet. Det sker i et samarbejde mellem A. P. Møller Fonden, den filantropiske forening Realdania og Sønderborg Kommune, der hver støtter med 20 mio. kroner. Slots- og Kulturstyrelsen støtter op om projektet ved at stå klar med yderligere cirka 10 mio. kroner til at støtte byens fredede ejendomme.

A.P. Møller Fonden har med donationen ønsket at støtte genetableringen af Hertugernes Augustenborg, fordi grænselandets særlige kulturarv og historie er så tydelig netop her. Når restaureringerne og istandsættelserne er afsluttet, vil det bidrage til at styrke grænselandet, som rejsemål for gæster fra ind- og udland.

Hertugbyens Restaureringspulje er en væsentlig forudsætning for at sikres byens huse som en del af genetableringen af Hertugernes Augustenborg, da det handler om at fremtidssikre dem, mens tid er. Det vigtigste formål bliver at tage hånd om og støtte bygningsejerne i processen med at få hjælp af rådgivere og søge tilskud til istandsættelser og renoveringen af deres ejendomme, så de underbygger byens kulturmiljø. Oplevelsen af byens fysiske rammer, herunder er renoveringen og istandsættelsen af byens historiske ejendomme altafgørende for projektets succes.

6-03-2024

Nyt moderne hospice på Sankt Lukas Stiftelsen

Sankt Lukas Stiftelsen set fra luften Foto: Sankt Lukas Stiftelsen

Foto: Sankt Lukas Stiftelsen

Alt for mange mennesker dør uden at få tilbudt tilstrækkelig lindring og støtte. Derfor vil Sankt Lukas Stiftelsen bygge et nyt moderne hospice, så flere uhelbredeligt syge får bedre livsvilkår i den sidste svære tid. Det nye hospice vil blive opført på Sankt Lukas Stiftelsens grund i Hellerup med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond på 260 millioner kroner og 100 millioner kroner fra selskabet Sorana A/S.

”Værdighed, lindring og trygge rammer er altafgørende, når livstruende sygdom rammer. Det gælder både for den enkelte sygdomsramte såvel som for de pårørende. Da behovet for flere pladser er stort, støtter Fonden op om udbygningen og kvalitetsløftet af Sankt Lukas Stiftelsens Hospice,” siger formand for Den A. P. Møllerske Støttefond, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Byggeriet vil blandt andet indeholde et nyt voksenhospice med plads til 36 patienter samt et nyt og større børne- og ungehospice med plads til 8 indlagte familier. Hertil kommer bedre rammer for det hospiceteam, som kører ud til mennesker, der ønsker at dø hjemme, og et daghospice.

Der vil blive afholdt en arkitektkonkurrence og der skal gennemføres en planproces i Gentofte Kommune.