24-01-2025

Omfattende istandsættelse af Ribe Domkirkes indre

Ribe Domkirke Foto: Folmer Iversen

Foto: Folmer Iversen

Ribe Domkirke er et velkendt og værdsat nationalt klenodie. Men de mange kirkegængere og besøgende har slidt på kirken. Med bevillinger på 100 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, 20 millioner kroner fra Augustinus Fonden og 20 millioner kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fonden, kan Ribe Domsogn snart gå i gang med en omfattende, men nænsom restaurering og modernisering af kirkens indre.

”Ribe Domkirke symboliserer den tidlige kristendom i Danmark. Kirken er et vigtigt vartegn ikke blot i Grænselandet, men for hele Danmark med sin særlige arkitektur og enestående kulturhistoriske værdier. Vi i Fonden ønsker også gerne at kunne bidrage til den vigtige indvendige istandsættelse, der vil ske med respekt for historie og bevaring, men tillige indlemme nye klimaløsninger. Alt til gavn for nutidens og morgendagens kirkegængere samt kirkens mange øvrige besøgende,” udtaler formand for Den A.P. Møllerske Støttefond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Den seneste store restaurering af Ribe Domkirke fandt sted mellem 1883-1904, så det er mere end en hundredårs begivenhed, der nu står for døren.

Domkirkens indvendige istandsættelse skal bl.a. omfatte etablering af gulvvarme, som både vil bidrage til et mere behageligt indeklima og værne om kirkens mange fine genstande. Når gulvet brydes op, benyttes lejligheden til at udføre nye arkæologiske udgravninger. Kirken får også et nyt lydanlæg, ligesom belysningen bliver optimeret. Al murværk skal gennemgås og kalkes. For at energioptimere kommer der vindfang for de store porte og forsatsruder i det omfang, det er muligt. Desuden planlægges en nænsom fornyelse af domkirkens inventar og konservering af det historiske inventar.

16-01-2025

”Minding the Baby” - hjælp til sårbare forældre – bliver udbredt til flere kommuner

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Med gode resultater i ryggen har Den A.P. Møllerske Støttefond nu bevilget 7,5 millioner kroner til udbredelsen af familiebehandlingsmetoden ”Minding the Baby” til samlet 20 kommuner.

Fonden støtter ”Minding the Baby” for at bidrage til bedre livsvilkår for børn og sårbare forældre og for at reducere risikoen for, at børnene vokser op med traumer og omsorgssvigt.

Metodecentret, som står bag ”Minding the Baby” har allerede indgået aftaler med fire nye kommuner, nemlig Horsens, Kolding, Odsherred og Vordingborg kommuner om at gå i gang med projektet. I 2026 og 2027 kommer de resterende kommuner med.

”Minding the Baby” er støtte til sårbare forældre, der selv kan være vokset op med traumatiske oplevelser og omsorgssvigt i hjemmet. En familieterapeut og en sundhedsplejerske besøger fast forældrene, fra graviditeten til barnet er to år gammelt, hvor de hjælper forældrene med at forstå deres barns behov og udvikling.

Det var Den A.P. Møllerske Støttefonds oprindelige støtte på 17 millioner kroner, som gjorde det muligt for metodecentret at afprøve ”Minding the Baby”.

9-01-2025

Nyt fælleshus på Grønjordskollegiet

Foto: Grønjordskollegiet

Foto: Grønjordskollegiet

Kollegianerne på Grønjordskollegiet på Amager kan glæde sig til et nyt fælleshus.

Grønjordskollegiet består i dag af fem boligblokke og en administrationsbygning fordelt omkring nogle store parkeringsarealer. Kollegianerne har indtil nu manglet et naturligt samlingspunkt for livet på kollegiet. Det laves der om på nu. Administrationsbygningen bliver nemlig bygget om til et nyt fælleshus med plads til foreninger, kollegianernes møder og større arrangementer.

Den A.P. Møllerske Støttefond støtter Grønjordskollegiets nye fælleshus med 10 millioner kroner for at give kollegianerne væsentligt bedre betingelser for at danne og fastholde værdifulde fællesskaber og venskaber på tværs af uddannelsesmæssige, kulturelle og sociale baggrunde.

Grønjordskollegiet er hjem for ca. 1.000 studerende fra diverse uddannelser i Storkøbenhavn og administreres af den almene boligorganisationsadministration FA09.

6-01-2025

Nu kommer ”Fairhusene” til Esbjerg og København

Foto: KFUM og KFUK i Danmark 

Foto: KFUM og KFUK i Danmark

Snart kan unge i Esbjerg og København mødes i to helt nye aktivitetshuse kaldet ”Fairhuse”. Her bestemmer de selv, hvilke aktiviteter der skal være i husene og de har ansvaret for både at planlægge og gennemføre dem.

”Fairhusene” er især et tilbud til unge, som ikke er aktive i traditionelle idræts- og fritidstilbud. Det er donationer på 13 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 10,2 millioner kroner fra Nordea-fonden, der gør det muligt at åbne i de to byer. Udvidelsen er baseret på de gode erfaringer fra det første ”Fairhus” i Aarhus, som Den A.P. Møllerske Støttefond støttede med 7 millioner kroner tilbage i 2023.

Den A.P. Møllerske Støttefond støtter ”Fairhusene” for at styrke, at flere unge får mulighed for at udvikle sig i fællesskab med andre og for at forebygge mistrivsel blandt unge.

Det er KFUM og KFUK i Danmark, der står bag ”Fairhusene”, som har afsæt i de unges ønsker og med tiden kan udbredes til flere steder i landet.