Forfatter: Silke admin
10-08-2023
Nyt initiativ skal gøre unge klogere på håndværksfagene

Foto: Lasse Lagoni
Med en bevilling på 2,5 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden igangsætter Byggeriets Uddannelser nu initiativet Grib Værktøjet, som skal gøre unge klogere på håndværksfagene. Bevillingen går til udviklingen af en ’prøv, mærk og føl’-stand, som skal stilles op på events, fx DM i Skills, hvor unge blandt andet deltager for at blive klogere på erhvervsuddannelserne.
Ved standen får de unge besøgende mulighed for at prøve fagene af – og netop gribe værktøjet. Det kan for eksempel være ved at prøve at støbe mindre ting som lysestager eller mobiltelefonholdere i beton, for på den måde at få struktøruddannelsen i hænderne og samtidig skabe noget de efterfølgende kan tage med hjem. Mens de unge prøver uddannelserne af, er der mulighed for at de kan få en god dialog med unge rollemodeller og undervisere fra branchen.
Første gang standen skal vises frem er på DM i Skills i Roskilde 18.-20. april 2024.
5-07-2023
Ny taghave på social- og sundhedsskolen i Vejle

Foto: Colourbox
Social- og Sundhedsskolen i Vejle får en taghave, Velfærdshaven. Her skal de SOSU-studerende lære om, hvordan naturen kan bruges i omsorgsarbejdet på plejecentre, psykiatriske afdelinger og bosteder. I projektet afprøves det også, om inddragelsen af naturen i undervisningen kan hjælpe flere studerende med at gennemføre uddannelsen og leve et sundere liv.
A.P. Møller Fonden har bevilget 14,6 millioner kroner til projektet for at styrke social- og sundhedsuddannelserne generelt og bidrage til, at flere gennemfører uddannelsen. Det er samtidig Fondens ambition, at projektet bidrager til at styrke de kommende SOSU-medarbejderes egen sundhed og kompetencer til at inddrage naturen for på den måde at styrke arbejdet med borgerne.
Projektet er et samarbejde mellem Social- og Sundhedsskolen i Vejle, Vejle Kommune samt Københavns Universitet.
21-06-2023
Nyt kulturelt kraftcenter omkring Viborg Domkirke.

Foto: Troels Mikkelsen
Store dele af Danmarkshistorien har udspillet sig i Viborg, og området omkring domkirken er byens historiske omdrejningspunkt. Med en bevilling på 47 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden skabes nu et nyt byrum og udeareal omkring den historiske bykerne.
A.P. Møller Fonden ønsker at bidrage til domkirkekvarterets rige kulturarv og benytte de mange fortællinger som afsæt for et nyt aktivt og moderne byrum i hjertet af Viborg. På samme måde skal de mange materialer af høj kvalitet, der allerede er i kvarteret, tænkes ind i de fremtidige løsninger, så deres fortællinger kommer med, og projektets CO2-aftryk begrænses.
Bevillingen er øremærket flere sammenhængende projekter, blandt andet opgraderingen af Stænderpladsen, der med sin centrale placering har potentiale til at blive et grønt ankomst- og samlingssted for domkirkekvarteret. Ambitionen er, at der her skabes et grønt byområde, der samtidig formidler stedets historie om magt og demokrati gennem virtuelle og fysiske virkemidler. De øvrige projekter består herudover af et nyt Viborg Museum, et Velkomstcenter for hele Hærvejen, flere og større udstillingsrum for Skovgaard Museet og aktivitetsmuligheder for Unesco Creative Space i Viborgs gamle rådhus.
En del af bevillingen er en arkitektkonkurrence om en helhedsplan for hele domkirkekvarteret. Det samlede projekt har et budget på omkring 150 millioner kroner.