Tag: Almennytte i øvrigt
Under almennyttige formål i øvrigt støtter Fonden et bredt felt af aktiviteter, som blandt andet omfatter uddannelse, miljø, klima, natur, sociale formål, bevægelse og fritid, bevaring af bygninger af kulturhistorisk værdi og en lang række andre kulturelle formål.
30-06-2025
Borgring ved Køge åbner sit museum

Foto: Thomas Lekfeldt
Torsdag blev museet Vikingeborgen Borgring i Køge indviet. Borgringen er en af Danmarks fem vikingetids borgringe, og den blev først opdaget i 2014. De danske borgringe er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
A.P. Møller Fonden har støttet den nye bygning med 15 millioner kroner. Derudover støttede A.P. Møller Fonden i 2015 selve udgravningen af borgringen med næsten 20 millioner kroner.
Læs mere: Vikingeborgen Borgring
27-06-2025
Nu bliver H.C. Andersens mindre kendte manuskripter og breve digitaliseret

Foto: Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen
Det Kgl. Bibliotek har netop modtaget en donation på 5,8 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til at digitalisere bibliotekets omfattende samling af mindre kendte originale værker og breve fra H.C. Andersens hånd.
H.C. Andersen er en af Danmarks mest elskede forfattere og efterlod sig langt mere end de kendte eventyr. I hans omfattende arv findes også manuskripter, breve, dagbøger og personlige noter – unikke kilder til mennesket bag fortællingerne. Mens eventyrene for længst er digitaliseret, har andre dele af forfatterskabet været mindre tilgængelige. Støtten fra Den A.P. Møllerske Støttefond gør det muligt at åbne døren til disse skatkamre og gøre dem tilgængelige for alle.
Digitaliseringen vil ikke kun sikre, at disse historiske dokumenter bevares, men vil også gøre det muligt for gymnasieelever, studerende, forskere og kunstnere at få nem adgang til materialerne online. Projektet vil blive gennemført over to år med start den 1. september 2025.
24-06-2025
Danmarks første højskole fornyer sig

Foto: Rødding Højskole
Rødding Højskole i Sønderjylland modtager 34 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden til første etape af et omfattende restaureringsprojekt. Fondens bevilling gør det muligt at forny og udvide spisesalen og køkkenet, som er hjertet i højskolens fællesskab og daglige liv. Skolen fjerner desuden den gamle vandrehal og opfører nye glasgange, som vil forbinde spisesalen med den markante hovedbygning fra 1920.
Rødding Højskole har siden 1844 været et af fundamenterne i dansk folkeoplysning og dannelse. Det samlede projekt bevarer de fysiske rammer og ambitionen er at styrke kulturarven, som skolen hver dag formidler til elever og kursister fra hele landet.
Byggeriet vil kunne gå i gang i 2026.
20-06-2025
Cubo Arkitekter vinder konkurrencen om et nyt praksisakademi i København

Visualisering: Cubo Arkitekter
Det vindende team består af Cubo Arkitekter, Nordic Office of Architecture, Dominia og DETBLÅ. Der deltog i alt fire teams i arkitektkonkurrencen.
Vinderforslaget blev valgt for sin robuste, funktionelle kvalitet, der understøtter både faglig fordybelse, praksis og fællesskab – og som også åbner campus op mod byen.
Praksisakademiet bliver et samlingspunkt for unge på NEXTs gymnasie- og erhvervsuddannelser på Campus Nørrebro. A.P. Møller Fonden har doneret 125 millioner kroner til projektet, der har et samlet budget på 250 millioner kroner.
I forbindelse med offentliggørelsen af donationen sagde Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden:
”Dansk erhvervsliv har brug for dygtige, fagligt uddannede medarbejdere. Men desværre vælger alt for få unge de perspektivrige erhvervsuddannelser. Donationen til det nye praksisakademi skal forhåbentlig bidrage til at gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse ved at tilbyde rammer, der understøtter høj faglighed, viden i bred forstand og ikke mindst fællesskab mellem unge.”
10-06-2025
Den A.P. Møllerske Støttefond donerer 20 millioner kroner til Louisiana Channel

Collage: Louisiana Channel
Louisiana Channel har siden 2012 udviklet sig til at blive verdens mest omfattende online formidlingsplatform for samtidskunst fortalt af kunstnerne selv. Med en donation på 20 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan Louisiana nu styrke Louisiana Channel og gøre kanalens enestående mediearkiv mere tilgængeligt for alle.
Louisiana startede oprindeligt Louisiana Channel for at bringe viden og inspiration om international samtidskunst ud til mennesker, der ikke nødvendigvis selv opsøger kunstmuseer. På kanalen får toneangivende samtidskunstnere taletid uden, at de nødvendigvis skal fokusere på konkrete udstillinger eller kommercielle forhold. I dag har kanalen mere end 400.000 abonnenter og 350.000 følgere på Instagram.
Med den nye donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan Louisiana Channel til og med 2029 fortsætte med at producere kvalitetsindhold og udvikle nye formidlingsformater. Donationen vil også gøre det muligt at samle de mere end 1.300 film på et nyt website, og dermed gøre det unikke materiale bredere tilgængeligt for brugere fra hele verden.
4-06-2025
A.P. Møller Fonden øger sin donation til samlet godt én milliard kroner til fremme af klimatilpasninger for bl.a. skibsfarten

Foto: Pexels/Pankaj Mishra
Fonden Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping (Centeret) har netop modtaget en ny donation på 300 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden. Støtten gives til at fortsætte Centerets arbejde med at accelerere den maritime sektors omstilling mod en CO2-neutral fremtid.
Bevillingen bygger videre på A.P. Møller Fondens oprindelige donationer i 2020 og 2022, hvorved den samlede donation til Centerets arbejde når op på over 1 milliard kroner.
Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden, siger:
” A.P. Møller Fonden ønsker fortsat at støtte bestræbelserne på at løse klimaudfordringerne – herunder i den globale skibsfart. Det er en Herkules-opgave, som SKAL løses, og som er vigtigere end nogensinde. Den nødvendige omstilling af industrien er mulig, når lederskab kombineres med samarbejde, faste rammer og mod. Centeret, der bærer min fars navn, har vist sin evne til at samle mange globale aktører, forene teknisk viden med praktisk handling og skabe reel fremdrift i arbejdet med at reducere udledninger.”
Siden oprettelsen i 2020 er Centeret vokset til en globalt anerkendt og uafhængig platform for samarbejde. Med omkring 150 ansatte inklusive eksperter fra partnerorganisationer, der arbejder side om side på hovedkontoret i København, driver Centeret initiativer på tværs af industri, myndigheder og forskning. Fokus ligger på at nedbryde teknologiske barrierer, fremme innovation på tværs af sektorer og forme de regulatoriske rammer, der er nødvendige for at muliggøre varig forandring.
Bo Cerup-Simonsen, CEO for Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, siger:
”Denne generøse donation giver os mulighed for at styrke vores rolle som en uafhængig drivkraft i den grønne omstilling af skibsfarten. I en sektor præget af modstridende interesser giver Fondens tillid og støtte os friheden til at fastholde fokus på den langsigtede klimadagsorden til gavn for fællesskabet. Vi er taknemmelige og motiverede for at omsætte støtten til konkrete resultater.”
”Der er ingen tid at spilde. Vores team og partnere er fuldt engagerede i at omsætte donationen til reel fremdrift og hjælpe industrien med at knække udledningskurven i de kommende år – og nå frem mod nuludledning gennem energieffektive løsninger og udbredt anvendelse af nye brændstoffer.”
Om Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping:
Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping (MMMCZCS) er et uafhængigt, non-profit forsknings- og udviklingscenter etableret i 2020 med støtte fra A.P. Møller Fonden. Centerets formål er at vejlede og accelerere dekarboniseringen af den globale skibsfart. Sammen med vores partnere, regeringer, myndigheder, offentlige aktører, forskere og organisationer i hele den maritime sektor arbejder vi for at informere, reducere risici samt fremme konkret klimahandling.
Som en almennyttig organisation bygger Centeret på en bred finansieringsmodel med støtte fra strategiske partnere, offentlige midler, filantropiske bidrag og kommercielle initiativer.
Strategiske partnere til Centeret inkluderer: Alfa Laval, American Bureau of Shipping, A.P. Moller – Maersk, bp, Cargill, CF Industries, Equinor, DP World, Hapag-Lloyd, MAN Energy Solutions, Mitsubishi Heavy Industries, Mitsui, NORDEN, NYK Line, Rio Tinto, Royal Caribbean Group, Seaspan Corporation, Siemens Energy, Stolt Tankers, Sumitomo Corporation, Swire Group, TotalEnergies og V.Group.
28-05-2025
Store donationer sikrer ny samlingssal i den tidligere Avlsgård på Sorø Akademi

Foto: Sorø Akademi
Den A.P. Møllerske Støttefond, Sorana A/S og Stiftelsen Sorø Akademi gør det nu muligt at indrette en længe savnet samlingssal til glæde for Akademiets elever, Det Nationale Talentplejecenter (ASTRA) i Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter og Sorøs kulturliv i bred forstand.
Det samlede byggeri vil koste 100 millioner kroner, hvor Den A.P. Møllerske Støttefond og Sorana A/S bidrager hver med 44 millioner kroner.
Den A.P. Møllerske Støttefond støtter samlingssalen for at gavne Akademiets elever og for at bidrage til et nyt kulturelt samlingssted for borgerne i Sorø. A.P. Møller Fondene har gennem årene støttet flere markante projekter i området, herunder Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter og restaureringen af Sorø Klosterkirke.
Ombygningen, som også omfatter en kantine, forventes at kunne stå færdig i løbet af få år. Forinden vil der blive holdt en arkitektkonkurrence om udformningen af den nye samlingshal i den tidligere avlsgård.
26-05-2025
Loop Architects skal stå for det nye maritime skolehjem midt i Helsingør

Illustration: LOOP Architects og LOKAL
Arkitektfirmaet LOOP Architects skal sammen med Tegnestuen LOKAL ApS, Kragh & Berglund Landskabsarkitekter A/S og Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S stå for Det Maritime Skolehjem til bådebygger- og sejlmagerelever på U/NORD i Helsingør.
Helsingør er det eneste sted i Danmark, hvor man kan uddanne sig til bådebygger og sejlmager. Derfor er der brug for et sted, hvor elever som kommer langvejs fra, kan bo, når de går på skolen. Selve uddannelserne kommer til at ligge i Værftshal 19 på byens havn.
Det nye skolehjem skal ligge i Fiolgade i hjertet af Helsingør. Byggeriet skal være i harmoni med det historiske miljø, og der bliver lagt stor vægt på bæredygtighed. Det gør blandt andet, at den eksisterende bygning bevares, så den kan bruges som fælleshus, mens der bygges en helt ny værelseslænge.
Både skolehjem og det nye uddannelsescenter i værftshallerne er støttet af A.P. Møller Fonden med i alt næsten 100 millioner kroner.
1-05-2025
Ny indgang til vikingetidens Ribe

Foto: Ribe VikingeCenter
Ribe VikingeCenter, hvor 70.000 mennesker hvert år lægger vejen forbi, kan nu gå i gang med at bygge en ny ankomstbygning. I bygningen bliver der god plads til at formidle viden om vikingernes by og vikingerne inden, at gæsterne bevæger sig ud i centerets rekonstruerede vikingemiljø for at mærke vikingetiden på egen krop. Hele projektet har arbejdstitlen ”Porten til Ripa”.
A.P. Møller Fonden støtter ”Porten til Ripa” med 30 millioner kroner. Derudover støtter en række fonde projektet, herunder Aage og Johanne Louis-Hansens Fond med 15 millioner kroner, Augustinus Fonden med 10 millioner kroner, Johan Hoffmann Fonden med 2,5 millioner kroner, Obbekjerfonden med 1,5 millioner kroner samt Esbjerg Kommune med 8,5 millioner kroner.
Udover et formidlingsrum skal ankomstbygningen også rumme et multirum, billetsalg, butik og servicefaciliteter. Den endelige udformning er ikke fastlagt endnu, men der vil blive udskrevet en arkitektkonkurrence, der skal sikre den bedst mulige løsning.
Byggeriet kommer ikke til at begrænse hverken åbningstider, adgang eller formidling på centret.
23-04-2025
Nationalpark Mols Bjerge får et besøgscenter

Foto: Colourbox
En donation på 60 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden gør det muligt for Nationalpark Mols Bjerge at bygge et besøgscenter.
”For Fonden er det en glæde at bidrage til et besøgscenter for de mange gæster i den enestående nationalpark. Besøgscentret skal være i samklang med både Kalø Slotsruin såvel som det smukke landskab, og jeg ser frem til, at det står færdigt om få år,” siger formand for A.P. Møller Fonden Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.
Besøgscentret bliver gæsternes naturlige indgang til parken. En park som blandt andet omfatter området Skovbjerg med de arealer, som Fonden købte i 1971 og derefter skænkede til staten for sikre dem til en kommende naturpark.
Som en del af arbejdet bliver den strandeng, hvor dæmningen til Kalø Slotsruin udgår, genetableret.
Arkitektfirmaet Arkitema vandt opgaven, da Nationalparkens bestyrelse i 2016 udskrev en arkitektkonkurrence om besøgscentret. Et center som skal være i harmoni med Kalø Slotsruin og landskabet. Syddjurs Kommune har allerede udarbejdet en lokalplan for projektet lige som kommunen tidligere har besluttet at støtte projektet ved at stå for udviklingen af udearealerne ved besøgscentret.
Nationalparkens besøgscenter bliver et bæredygtigt byggeri, og planen er, at det kan slå dørene op i 2028.
11-04-2025
M/S Museet for Søfart åbner ny fast udstilling

Illustration: Ida Johansen, M/S Museet for Søfart
M/S Museet for Søfart i Helsingør slår i dag dørene op for en helt ny permanent udstilling “Søfarer – 400 års danmarkshistorie”.
Udstillingen giver indblik i Danmarks teknologiske udvikling, og fastslår, at danskerne er et søfolk. Det er havet, og de søfarende, der førte danskerne ud i verden mod nye horisonter og muligheder.
Den nye faste udstilling er støttet af A.P. Møller Fonden med 11,5 millioner kroner. Udstillingen er desuden støttet af A/S D/S Orient’s Fond, Augustinus Fonden, Knud Højgaards fond, Lauritzen Fonden, Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, S. C. VAN FONDEN, Aage og Johanne Louis-Hansen Fond, Den Danske Maritime Fond samt Jens og Margrethe Withs Fond.
Museet, der åbnede i 2013, er tegnet af arkitektfirmaet BIG – Bjarke Ingels Group.
A.P. Møller Fonden har støttet opførelsen af museet med 47,5 millioner kroner og siden ydet støtte til udvikling af nye udstillinger med videre.
9-04-2025
Vinderen af arkitektkonkurrencen for ZBC er fundet

Illustration: Cobe
Zealand Business College (ZBC) står foran store forandringer, der skal understøtte fællesskabet blandt eleverne med nye grønne og moderne rammer for at gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. A.P. Møller Fonden har derfor i samarbejde med ZBC gennemført en konkurrence om et nyt studie- og læringsmiljø på ZBC i Roskilde. Vinderen af konkurrencen er Cobe A/S i samarbejde med Wissenberg A/S med projektet ”ZBCs nye livsnerve”.
A.P. Møller Fonden har doneret 80 millioner kroner til projektet, mens de resterende 50 millioner kroner finansieres af ZBC selv.
Vinderforslaget blev udvalgt blandt fire projekter fra prækvalificerede deltagere og udmærker sig ved en gennemarbejdet, robust og funktionel løsning med høj arkitektonisk kvalitet.
Projektet omfatter et åbent nyt fællesområde i de gamle skærehaller, der bliver skolens samlingspunkt, samt nye fleksible faglokaler. Ambitionen er at understøtte skolens ønske om at styrke fællesskab og studiemiljø med henblik på at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne. Og så får den ombyggede skole også mulighed for at invitere lokalsamfundet ind til gastronomiske arrangementer og workshops.
26-03-2025
Ny hovedbygning til den gamle botaniske have i Kolding

Illustration: AART
Geografisk Have i Kolding kan nu igangsætte byggeriet af en ny, større og mere tidssvarende hovedbygning til havens gæster. Den nye hovedbygning, der kaldes “Den Grønne Portal”, realiseres blandt andet med en bevilling fra A.P. Møller Fonden på 10 millioner kroner.
Fonden støtter den nye hovedbygning for at sikre 100 år gammel levende botanisk kulturarv i en af Danmarks mest besøgte botaniske haver.
”Den Grønne Portal” bliver på 400 kvadratmeter og kommer til at ligge det samme sted som den nuværende hovedbygning. Den bliver en af de mest bæredygtige bygninger, som arkitektfirmaet AART nogensinde har tegnet. Der vil blive brugt biogene materialer, genbrugsklinker og en såkaldt hybridventilation.
6-02-2025
Vinder af arkitektkonkurrence om nyt hospice på Sankt Lukas Stiftelsen er fundet

Illustration: © BIG - Bjarke Ingels Group
Arkitektur og grønne omgivelser skal bidrage til lindring for mennesker med livstruende sygdomme i det kommende hospicebyggeri på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Det er arkitektteamet BIG – Bjarke Ingels Group og Creo Arkitekter, der har vundet arkitektkonkurrencen.
Projektet omfatter et nyt voksenhospice med sengeafsnit, udvidet plads til det hospiceteam, der kører ud til de patienter, som ønsker at dø i eget hjem, samt et daghospice. Der skal også opføres en ny bygning til Lukashuset, som er et lindrende og aflastende tilbud til børn og unge. Vinderforslaget indeholder desuden et landskabsprojekt.
Opførelsen af de nye bygninger er muliggjort ved en donation på 260 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 100 millioner kroner fra selskabet Sorana, ligesom stiftelsen selv bidrager økonomisk til byggeriet.
I forbindelse med offentliggørelsen af donationen i 2024 sagde formanden for Den A.P. Møllerske Støttefond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla:
”Værdighed, lindring og trygge rammer er altafgørende, når livstruende sygdom rammer. Det gælder både for den enkelte sygdomsramte såvel som for de pårørende. Da behovet for flere pladser er stort, støtter Fonden op om udbygningen og kvalitetsløftet af Sankt Lukas Stiftelsens Hospice.”
4-02-2025
Odenses skjulte vikingeborg bliver synlig

Visualisering: Erik Brandt Dam Arkitekter
En bevilling på 10 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og en bevilling på 3,7 millioner kroner fra Augustinus Fonden gør det nu muligt at formidle og synliggøre vikingernes ringborg Nonnebakken, som i dag ligger skjult under jorden midt i Odense. Med Odense Kommunes støtte på 12,4 millioner kroner oveni går projektet snart i gang.
Med projektet bliver dele af ringborgens vold markeret med brede bånd af cortenstål og ny beplantning. Markeringen bliver synlig flere steder i det centrale Odense. Der vil også blive lavet en stor model af ringborgen, og på Giersings Realskole får skolens elever og andre børn mulighed for at lege på en lille del af borgens genskabte forsvarsværk. Selve formidlingsdelen af projektet vil blive udviklet af udstillingsdesignere, der findes via en konkurrence.
Projektet er et partnerskab mellem Odense Kommune som bygherre, Museum Odense og nutidens beboere på Nonnebakken, Odd Fellow Logen og Giersings Realskole.
24-01-2025
Omfattende istandsættelse af Ribe Domkirkes indre

Foto: Folmer Iversen
Ribe Domkirke er et velkendt og værdsat nationalt klenodie. Men de mange kirkegængere og besøgende har slidt på kirken. Med bevillinger på 100 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond, 20 millioner kroner fra Augustinus Fonden og 20 millioner kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fonden, kan Ribe Domsogn snart gå i gang med en omfattende, men nænsom restaurering og modernisering af kirkens indre.
”Ribe Domkirke symboliserer den tidlige kristendom i Danmark. Kirken er et vigtigt vartegn ikke blot i Grænselandet, men for hele Danmark med sin særlige arkitektur og enestående kulturhistoriske værdier. Vi i Fonden ønsker også gerne at kunne bidrage til den vigtige indvendige istandsættelse, der vil ske med respekt for historie og bevaring, men tillige indlemme nye klimaløsninger. Alt til gavn for nutidens og morgendagens kirkegængere samt kirkens mange øvrige besøgende,” udtaler formand for Den A.P. Møllerske Støttefond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.
Den seneste store restaurering af Ribe Domkirke fandt sted mellem 1883-1904, så det er mere end en hundredårs begivenhed, der nu står for døren.
Domkirkens indvendige istandsættelse skal bl.a. omfatte etablering af gulvvarme, som både vil bidrage til et mere behageligt indeklima og værne om kirkens mange fine genstande. Når gulvet brydes op, benyttes lejligheden til at udføre nye arkæologiske udgravninger. Kirken får også et nyt lydanlæg, ligesom belysningen bliver optimeret. Al murværk skal gennemgås og kalkes. For at energioptimere kommer der vindfang for de store porte og forsatsruder i det omfang, det er muligt. Desuden planlægges en nænsom fornyelse af domkirkens inventar og konservering af det historiske inventar.
16-01-2025
”Minding the Baby” - hjælp til sårbare forældre – bliver udbredt til flere kommuner

Foto: Colourbox
Med gode resultater i ryggen har Den A.P. Møllerske Støttefond nu bevilget 7,5 millioner kroner til udbredelsen af familiebehandlingsmetoden ”Minding the Baby” til samlet 20 kommuner.
Fonden støtter ”Minding the Baby” for at bidrage til bedre livsvilkår for børn og sårbare forældre og for at reducere risikoen for, at børnene vokser op med traumer og omsorgssvigt.
Metodecentret, som står bag ”Minding the Baby” har allerede indgået aftaler med fire nye kommuner, nemlig Horsens, Kolding, Odsherred og Vordingborg kommuner om at gå i gang med projektet. I 2026 og 2027 kommer de resterende kommuner med.
”Minding the Baby” er støtte til sårbare forældre, der selv kan være vokset op med traumatiske oplevelser og omsorgssvigt i hjemmet. En familieterapeut og en sundhedsplejerske besøger fast forældrene, fra graviditeten til barnet er to år gammelt, hvor de hjælper forældrene med at forstå deres barns behov og udvikling.
Det var Den A.P. Møllerske Støttefonds oprindelige støtte på 17 millioner kroner, som gjorde det muligt for metodecentret at afprøve ”Minding the Baby”.
9-01-2025
Nyt fælleshus på Grønjordskollegiet

Foto: Grønjordskollegiet
Kollegianerne på Grønjordskollegiet på Amager kan glæde sig til et nyt fælleshus.
Grønjordskollegiet består i dag af fem boligblokke og en administrationsbygning fordelt omkring nogle store parkeringsarealer. Kollegianerne har indtil nu manglet et naturligt samlingspunkt for livet på kollegiet. Det laves der om på nu. Administrationsbygningen bliver nemlig bygget om til et nyt fælleshus med plads til foreninger, kollegianernes møder og større arrangementer.
Den A.P. Møllerske Støttefond støtter Grønjordskollegiets nye fælleshus med 10 millioner kroner for at give kollegianerne væsentligt bedre betingelser for at danne og fastholde værdifulde fællesskaber og venskaber på tværs af uddannelsesmæssige, kulturelle og sociale baggrunde.
Grønjordskollegiet er hjem for ca. 1.000 studerende fra diverse uddannelser i Storkøbenhavn og administreres af den almene boligorganisationsadministration FA09.
6-01-2025
Nu kommer ”Fairhusene” til Esbjerg og København

Foto: KFUM og KFUK i Danmark
Snart kan unge i Esbjerg og København mødes i to helt nye aktivitetshuse kaldet ”Fairhuse”. Her bestemmer de selv, hvilke aktiviteter der skal være i husene og de har ansvaret for både at planlægge og gennemføre dem.
”Fairhusene” er især et tilbud til unge, som ikke er aktive i traditionelle idræts- og fritidstilbud. Det er donationer på 13 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 10,2 millioner kroner fra Nordea-fonden, der gør det muligt at åbne i de to byer. Udvidelsen er baseret på de gode erfaringer fra det første ”Fairhus” i Aarhus, som Den A.P. Møllerske Støttefond støttede med 7 millioner kroner tilbage i 2023.
Den A.P. Møllerske Støttefond støtter ”Fairhusene” for at styrke, at flere unge får mulighed for at udvikle sig i fællesskab med andre og for at forebygge mistrivsel blandt unge.
Det er KFUM og KFUK i Danmark, der står bag ”Fairhusene”, som har afsæt i de unges ønsker og med tiden kan udbredes til flere steder i landet.
19-12-2024
Nyt oceanarium på Færøerne

Foto: Arctic Oceanarium
En donation på 35 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal sætter for alvor skub i planerne om et nyt ikonisk oceanarium ved Tórshavn. Bygningen kommer til at ligge ved den smukke Sandagerði bugt ved indsejlingen til hovedstaden.
Arctic Oceanarium, som projektet hedder, bliver det eneste oceanarium i Nordatlanten og Arktis. Visionen er, at det ikke kun kommer til at huse akvarier med levende organismer fra de to områder, men også bliver et centrum for formidling og forskning.
Med donationen støtter Fonden det færøske samfunds bestræbelser på at fastholde kontakten med og forståelsen for det omgivende hav. Samtidigt får øernes mange besøgende markant bedre mulighed for at forstå og opleve den unikke biodiversitet under havoverfladen.
Udover donationen fra A.P. Møller Fonden har Tórshavns Kommune, Betri Fonden, Lagtinget og Folketinget allerede bidraget med godt 40 millioner kroner. Flere af Færøernes store maritime virksomheder har også støttet projektet. Folkene bag projektet arbejder intensivt med at tilvejebringe den sidste tredjedel af finansieringen inden, at projektet kan realiseres.
16-12-2024
Fornyelse af Opalsø-området på Bornholm

Foto: Naturstyrelsen
Nu bliver det en bedre oplevelse at besøge det smukke område Opalsøen i naturområdet Hammerknuden. Et sted der med sine lodrette klipper og dybe vand er et yndet udflugtsmål for 20.000 mennesker om året. Men de mange besøgende har slidt på stier, trapper og parkeringsarealer m.v.
Det bliver der nu lavet om på med afsæt i en donation på 8 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden. Støtten gør det muligt at udvikle området med respekt for natur, landskab og kulturminder. Projektet omfatter blandt andet en badestige, en bro over en slugt, forbedring af stier og trapper, nye toiletter og bedre parkeringsforhold.
12-12-2024
ZERO-skanner sikrer patienter mere skånsomme skanninger

Foto: Rigshospitalet
En skanning med minimal stråledosis og maksimal billedkvalitet. Det er, hvad patienter i hele landet, kan se frem til. Fremtidens skanner – en såkaldt ZERO PET/CT-skanner – er nemlig på vej til Rigshospitalet efter en donation på 95 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Formanden for A.P. Møller Fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, siger: “Fonden ønsker med donationen til den nye og meget avancerede skanner at sikre sårbare patienter, som for eksempel børn, gravide og kræftramte, markant bedre og mere skånsomme behandlingsmuligheder.”
Den nye skanner er lige nu under udvikling i USA efter en idé fostret af Rigshospitalets billeddiagnostiske specialister. Rigshospitalet bliver dermed det første sted i verden til at tage den i brug. Skanneren får – udover fordelene for patienter med behov for mange gentagne skanninger – flere anvendelsesmuligheder. Herunder bedre muligheder for at opdage små kræftsvulster, PET/CT-skanninger af børn, behandlingsopfølgninger på flere lidelser, samt skanning af gravide med gentagne afbrudte graviditeter. Den nye skanner vil også blive brugt til forskning.
ZERO-skanneren forventes klar i 2027. Som en del af donationen får Rigshospitalet allerede i 2025 adgang til en ekstra af de nyeste PET/CT-skannere indtil, at selve ZERO-skanneren er klar.
3-01-2024
Hjælp til voldsramte unge

Foto: Colourbox
Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret 7,2 millioner kroner til et treårigt rådgivnings- og forebyggelsesprojekt på Holstebro Krisecenter for unge voldsramte i Holstebro, Struer og Lemvig kommuner.
Det bliver det første sted i landet, at et krisecenter i fællesskab med kommuner og politiet kan arbejde med at hjælpe den enkelte voldsramte unge videre. Tilbuddet gælder alle voldsramte mellem 14 og 17 år i de tre kommuner, hvor de vil kunne få anonym rådgivning.
Med bevillingen får også alle skoler, efterskoler og ungdomsuddannelser i Nordvestjylland mulighed for at modtage krisecenterets forbyggende undervisning af unge.