Måned: august 2025
29-08-2025
Statens Museum for Kunst åbner i nye rammer i Thy

Foto: SMK Thy
I dag slår SMK Thy dørene op til den allerførste udstilling i den helt nye museumsbygning ved Doverodde. De besøgende får mulighed for at opleve nogle af de mest skattede værker fra Statens Museum for Kunsts nationale samling. Åbningsudstillingen “Rejsen fra Paris” omfatter blandt andet værker af Pablo Picasso, Henri Matisse, og Suzanne Valadon.
I forbindelse med offentliggørelsen af donationen i 2021, sagde Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, bestyrelsesformand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal:
”Det har stor betydning, at mennesker i hele Danmark kan opleve noget af det ypperligste, som kunsten har at byde på. Derfor er det en glæde, at A.P. Møller Fonden kan støtte en visionær og gennemgribende ombygning af de særlige udstillingsrammer i Doverodde Købmandsgård i Thy. Med donationen bliver det muligt for Statens Museum for Kunst også i Thy at vise udstillinger af samme høje internationale standard, som på museet i København.”
De nye bygninger på SMK Thy er tegnet af de norske arkitekter Reiulf Ramstad. Fonden har i alt doneret 50 millioner kroner til byggeriet samt åbningsudstillingerne.
Læs mere: SMK Thy
21-08-2025
Nyt trivselshus på Den Jyske Håndværkerskole skal understøtte skolens højskoletradition

Visualiseringer: Cubo Arkitekter
A.P. Møller Fonden støtter Den Jyske Håndværkerskole med 70 millioner kroner til det nye trivselshus, fordi skolen med sin højskoletradition skiller sig ud ved at tilbyde skolehjemspladser til næsten 600 elever og et uddannelsesmiljø, der vægter håndværkstraditioner, moderne teknik og almen dannelse højt. Det nye trivselshus bliver et markant løft i skolens fysiske rammer og hjerte i skolens særlige 24-timersskole, hvor eleverne blandt andet får adgang til værksteder og faciliteterne døgnet rundt.
I tråd med skolens tradition skal trivselshuset i sig selv inspirere eleverne i mødet mellem de gamle håndværkstraditioner og moderne bæredygtige byggemetoder. Da skolen er den eneste i Danmark, der uddanner tagtækkere, får det selvfølgelig en stråbeklædt facade og stråtag. Indendørs kommer der en multisal, et motionsområde, et cafe- og loungeområde samt et flexlab og flexrum, hvor eleverne kan mødes og arbejde med deres håndværk i fritiden.
Udover trivselshuset omfatter projektet også modernisering af opholds- og uderum og nye forbindelsesveje mellem de forskellige områder på campus. Skolen bidrager selv med 16 millioner kroner til projektet. Dermed er finansieringen på plads.
Det kommende trivselshus er tegnet af Cubo Arkitekter.
Læs mere: Den Jyske Håndværkerskole
20-08-2025
Garnisonskirkens menighedshus, kapel og kirkeplads står foran en omfattende renovering

Foto: Garnisonskirken
Garnisonskirkens menighedsråd har i de senere år ønsket at åbne kirken mere mod omverdenen. Kirken har nemlig en voksende tilstrømning til gudstjenesterne samt et stigende antal dåb, bryllupper og konfirmationer. Samtidig er musiklivet, de kulturelle aktiviteter og det sociale arbejde blevet styrket, fra AA-møder og foredrag til koncerter med gæstende ensembler og kirkens ’husorkester’, ungdomsensemblet DUEN.
A.P. Møller Fonden støtter kirkens arbejde med at forbedre rammerne for kirkelivet i de historiske omgivelser med 10 millioner kroner.
Bag projektet står Drachmann Arkitekter og Nyboe Andersen Landskab.
Selve renoveringen forventes at starte til foråret og slutte inden udgangen af 2026.
11-08-2025
Nye rammer i Rødding til unge med læringsudfordringer

Foto: Rødding Fri Fag- og Efterskole
Rødding Fri Fag- og Efterskole i Sønderjylland modtager 28 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til at omdanne en tidligere skoforretning midt i Rødding til et såkaldt ”Faghus”. Her kommer der et moderne undervisnings- og værkstedsmiljø for unge med forskellige læringsudfordringer. Der kommer også et caféværksted ud mod gaden, hvor Røddings borgere inviteres indenfor.
Siden 1981 har skolen arbejdet med unge, der ikke trives med den traditionelle skolegang. Unge, der risikerer at stå uden job eller uddannelse. På skolen får eleverne en målrettet undervisning, hvor de får mulighed for at styrke deres faglige og personlige udvikling. Skolens resultater er gode, for størstedelen af de tidligere elever kommer videre i job eller uddannelse.
”Faghuset” skal stå færdigt i 2027.
6-08-2025
Nyt læringscenter til eleverne på Store Andst Efterskole

Foto: St. Andst Efterskole
A.P. Møller Fonden donerer 34 millioner kroner til Store Andst Efterskole ved Vejen. Donationen skal bruges til et nyt læringscenter, som skal styrke rammerne for undervisningen af skolens knap 130 ordblinde elever, så de får bedre mulighed for at tage en ungdomsuddannelse.
I dag er undervisningen spredt på 10-12 utidssvarende lokaler, hvilket skaber spildtid og pædagogiske udfordringer. Med A.P. Møller Fondens donation kan skolen opføre et samlet læringscenter, hvor der er plads til både boglige, praktiske fag og ro. Elementer som er en forudsætning for en forudsætning for elevernes læring og som forbereder dem på det miljø de vil møde på en erhvervsskole.
1-08-2025
Nye rammer omkring Bornholms største rundkirke

Foto: Kenneth Bagge Jørgensen/Colourbox
Kirkegængere og 100.000 årlige gæster i Østerlars Kirke kan se frem til en gennemgribende og alligevel nænsom fornyelse af området omkring kirken. Fornyelsen vil øge trafiksikkerheden og ændre parkeringsforholdene, så for eksempel busser og biler ikke længere vil kunne ses fra selve kirken. Der opføres også to nye træbygninger, til blandt andet undervisning, toiletter og graverkontor.
A.P. Møller Fondens støtte til projektet på 26 millioner kroner går til udearealerne og forbedringerne for gæsterne, mens menigheden og stiftet selv betaler den nye graverbygning.
Arbejdet forventes at kunne gå i gang efter sommerferien og vil være afsluttet i 2027.
Læs mere: Østerlars Kirke