Tag: Grænselandet
27-06-2024
Nye rammer for formidlingen af møbelarkitekten Hans J. Wegners arbejde i Tønder
Med et bidrag fra A.P. Møller Fonden på 15,5 millioner kroner får Tønder Museum mulighed for at nytænke samt løfte rammerne for formidlingen af bysbarnet møbelarkitekten Hans J. Wegners arbejde.
I 1995 støttede Fonden moderniseringen af Tønder Vandtårn fra 1902 med henblik på at kunne formidle viden om Hans J. Wegners livsværk. En formidling der tog afsæt i de 37 Wegner-stole, som han selv havde givet til museet – efter eget udsagn hans bedste stole.
Vandtårnet bliver nu atter sat i stand ligesom udsigtsrummet fornys. Formidlingen udvides til de nye rammer i det tilhørende pumpehus, hvor perspektiveringen af Wegners arbejde vil få plads blandt andet i forhold til den vestfrisiske møbelkunst.
Wegners arbejder har siden den oprindelige indretning i 1995 fået endnu større opmærksomhed, og vil fremover kunne ses i sammenhæng med marsklandets kunsthåndværk, hvor det fører linjen frem til det høje, moderne danske niveau for møbelkunst.
Donationen er en central del af en stor modernisering af museet i Tønder, som er en del af Museum Sønderjylland, for i alt 74 millioner kroner. Også Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Tønder Kommune og Museum Sønderjylland bidrager til moderniseringen.
20-03-2024
Augustenborgs kulturmiljø bliver sikret
Det økonomiske fundament for genetableringen af Hertugernes Augustenborg er nu på plads. Det sker ved oprettelsen af Hertugbyens Restaureringspulje på 70 mio. kroner, som A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Realdania, Sønderborg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen støtter.
I første omgang igangsættes restaurering og istandsættelse af de historiske ejendomme i det unikke kulturmiljø i den centrale del af Augustenborg by. Dermed tages der hul på et af de store projekter i den masterplan for Hertugernes Augustenborg, som blev godkendt af byrådet i Sønderborg Kommune i december 2022.
For at understøtte istandsættelsen af Augustenborgs historiske ejendomme er foreningen Hertugbyens Restaureringspulje blevet stiftet. Det sker i et samarbejde mellem A. P. Møller Fonden, den filantropiske forening Realdania og Sønderborg Kommune, der hver støtter med 20 mio. kroner. Slots- og Kulturstyrelsen støtter op om projektet ved at stå klar med yderligere cirka 10 mio. kroner til at støtte byens fredede ejendomme.
A.P. Møller Fonden har med donationen ønsket at støtte genetableringen af Hertugernes Augustenborg, fordi grænselandets særlige kulturarv og historie er så tydelig netop her. Når restaureringerne og istandsættelserne er afsluttet, vil det bidrage til at styrke grænselandet, som rejsemål for gæster fra ind- og udland.
Hertugbyens Restaureringspulje er en væsentlig forudsætning for at sikres byens huse som en del af genetableringen af Hertugernes Augustenborg, da det handler om at fremtidssikre dem, mens tid er. Det vigtigste formål bliver at tage hånd om og støtte bygningsejerne i processen med at få hjælp af rådgivere og søge tilskud til istandsættelser og renoveringen af deres ejendomme, så de underbygger byens kulturmiljø. Oplevelsen af byens fysiske rammer, herunder er renoveringen og istandsættelsen af byens historiske ejendomme altafgørende for projektets succes.
23-02-2024
Et dansk mindretalscenter: Fra drøm til virkelighed i Tarp
Med en bevilling på 200 millioner kroner har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal nu åbnet dørene for et nyt kapitel i mindretalslivet i hjertet af Sydslesvig. Kapitlet består af ny en grundskole fra 1.-6. klasse til 150-180 elever med idræts- og foreningsfaciliteter. Det nye byggeri vil også fungere som samlingssted og omdrejningspunkt for mindretallet og det øvrige samfund i Sydslesvig.
I 2023 tilførte A.P. Møller Fonden drømmene om et nyt dansk mindretalscenter i Tarp liv med en bevilling på 50 millioner kroner til at opføre et nyt dagtilbud for 100 børn i byen, som var første etape af projektet. Samtidig blev der afholdt en arkitektkonkurrence for, hvordan en fremtidsvision for et egentligt mindretalscenter i Tarp kunne se ud. Det er det samlede mindretalscenter, som nu kan realiseres.
”Med afsæt i familiens tilknytning til Rømø og særligt krigenes påvirkning af grænseegnen, var A.P. Møller optaget af det danske mindretals forhold og samspil med det omgivende samfund på begge sider af grænsen. Det kommende mindretalscenter i Tarp står derfor Fondens hjerte nært,” siger A.P. Møller Fondens formand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.
Det er Sydslesvigsk Skoleforening, som har modtaget donationerne.
Ombygningen bliver gennemført i etaper og målet er, at den nye hovedbygning står klar i slutningen af 2026.
6-10-2023
Vinder af arkitektkonkurrence om nyt mindretalscenter er fundet
Med en bevilling på 50 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden arbejder Dansk Skoleforening med at etablere et nyt stort mindretalscenter i Tarp i Sydslesvig. Den første fase består af et dagtilbud til 100 børn.
Som en del af arbejdet har der også været afholdt en arkitektkonkurrence om hele det nye center. Den konkurrence har nu fundet en vinder. Vinderforslaget ”Rum til alle” er udarbejdet af det danske arkitektfirma AART Architects og den tyske samarbejdspartner AX5-Architekten. Deres fælles idé har været at bygge mindretalscenteret op som ”en lille landsby ved gadekæret”. Byggeriet bliver først og fremmest udført i træ til gavn for klimaet.
Det nye center skal bidrage til at styrke samhørigheden i grænselandet. Kernen i mindretalscentret skal være dagtilbuddet og på sigt en skole med en række faciliteter, som kan benyttes af alle aldersgrupper og dermed være til glæde for hele lokalsamfundet.
Dansk Skoleforening arbejder fortsat på at tilvejebringe finansieringen til mindretalscentrets senere faser.